Jeg har gået på Dalgas Skolen nu snart i 4 år, på de fire forskellige keramik hold, hvor jeg har mødt mange forskellige mennesker og en dygtig og omsorgsfuld lærer; Asse Due. Som er uddannet keramiker og pædagog. Og hjertet sidder helt på det rette sted. Det er ej lønnen, der gør at hun er så stærkt engegeret og har arbejdet på skolen af noget der kunne kaldes en ung- voksens- alder. Nej, det er menneskerne, kollegerne. Det kreative frirum.

Asse har lært mig meget håndværk, men så meget mere om mig selv, og alt det umålbare. Jeg elsker at lærer folks historier at kende, og lærer dem at kende i det liv de netop lige nu er i . Asse er tæt på pansionsalderen og en dag delte hun at hun stoppede på en skole hvor hun havde undervist børn i 25 år. Jeg gruede lidt for at hun muligvist snart også skulle ville stoppe her på Dalgas skolen, da der var måske 1-2 år til hun ramte pensionsalderen, på daværende tidspunkt. Det gjorde mig ked af det, at tænke på. Fordi jeg kunne se hvor meget godt hun gjorde i sit virke med mennesker. Og at det er sådan en passion der kommer af det pureste og sande godhed; kærligheden til sine medmennesker. De mange år hun har dedikeret til store og små, snakkede, stille, seende og blinde, alskens mennesker der kommer på skift hver semester eller faste gengangere på hendes keramikhold.

Jeg ville lave en skulptur der emmede af hende.

Jeg ville lave en skulptur af hende, siddende på en bænk, hvor man bare havde lyst til at sætte sig hen til hende. Og at man kunne som elev modellere sig selv eller andet der repræsenterede en selv, eller en lille ting man kunne sætte på bænken, så når hun engang kom på pension og ikke underviste os mere, så kunne kun huske os på figurerne, og hun kunne se nogle af de menneskers liv hun har været med til at præge.

Jeg fik lavet skulpturen og den har nok været færdig i næsten ca. 8-9 måneder og jeg har ikke givet den endnu. Fordi jeg ville lave en bænk til skulpturen som jeg har brugt over et år på at lave, og jeg mangler lige det sidste. Jeg fandt ud af en dag, da jeg talte med Lisbeth som er også underviser på Dalgas og ven til Asse. Hun fortalte at Asse går nok ikke på pension foreløbigt. Da hun elsker sit arbejde. Jeg blev vanvittig lettet, og glad. Det var en gave i sig selv.

Jeg tror heller ikke det er kutyme at elever giver sine lærer gaver. Og det må jeg være ærlig at sige at det plejer jeg heller ikke at gøre. Men det synes jeg skam var på sin plads, fordi den slags godhed på denne jord ikke skal gå ubemærket hen. Især når jeg tydeligt kan mærke den indre ild der driver værket, og en person der betyder meget for mig. For hvad er livet end mennesker og relationer og hvordan vi er der for hinanden igennem livets gode og svære tider. Hvor tilstedeværelsen og nærværet er især værdsat i de sværere tider, hvor ildsjæle som Asse træder til.

Jeg kan sige jeg har set mennesker komme og gå på de forskellige hold, nogle efter kort tid andre efter længere tid. Af forskellige årsager, men mest fordi folk får det bedre. Mennesker der påbegyndte studier eller arbejde igen. Eller fordi de skulle flytte og havde mod på at prøve noget nyt. Hvilket er en sejr for i sig selve

Noget af det jeg tror er vigtigt at huske på når man ser på noget, som man ser som værende værdigfuldt og meningsfyldt i sin yndlingsby som for mange århusianere er jo Aarhus. Vores alles sammens; Smilets by.



Hvad er det vi værdsætter ved Aarhus? Svarene er nok forskellige

- for mig er det bl.a. at det er en Rød by. Vi karer om mennesket: Det hele menneske, fra dén første dag vi kom frem og sagde; hip hurra det er min fødselsdag, til det sidste suk. En by der har din ryg og gør sit bedste, for at det er en by til den enkelte borger hvor intet menneske skal fortabes på gulvet. Fordi dette udspil, er underspillet, at det ikke er blot gulvtæppet der bliver revet væk under en stor gruppe mennesker, inklusiv mig selv, nej, I tager ikke blot nogle enkelte søm væk, men brædderne væk. Ilda, er det ikke en voldsom metafor? Hmm. Nej. Da dét Århus jeg kender, ville ikke kunne finde på at fjerne brædderne under nogen som helst.

Hvis jeg så nogen prøve på at rive gulvtæppet og brædderne væk under nogen, ville jeg gå hen og sige stop, hvad har du gang i?!



Så kære alle, lyttende og læsende, politiker og medborger i Århus. Er du for eller imod et velfungerende velfærdssamfund, eller har du lyst til at splitte det hele ad for kroner og øre, som blot kommer til at gøre skaden værre, når nogle trygge pusterum med ildsjæle kommer til at gå enten på skumpe-økonomi og ændre form og andre må dø hen?



Der er mange ildsjæle i dette land der engeger sig frivilligt, inklusiv mig selv. Men selv før dette udspil, har der været stor bekymring for, at mange politiske løsninger skulle findes i de forskellige kommuner af de lokale frivillige - hvor der har været en øget bekymring og kritik, at der kommer for meget ansvar på de enkeltes kommunale frivillige - som i nogle mindre byer ville udgøre et mindre antal der kunne løfte og støtte de forskellige opgaver.

Det jeg prøver at belyse her er, at vi i Århus allerede har et stort antal frivillige i forskellige aldrer og organisationer, og især af unge! Det er jo en lukrativ ressource ikke mange kan prale af. Selv studerende fra udlandet melder sig som frivillige, så vi har også en international mangfoldighed udover den allerede meget mangfoldige blanding af frivillige i Århus af socioøkonomiske,- tværspirituelle overbevisninger, forskellige sensualitet og seksualiteter og etniciteter. Som jeg blandt andet møder et rigt mangfoldigt repræsentativt fællesskab i SkraldeCaféen hvor jeg er frivillig.

- At hjælpe andre giver oftes en god selvfølelse og når man er sammen om noget der er meningsfuldt, giver det fællesskab og trivsel, som smitter på den gode måde! Det er i mødet med et andet menneske at vi selv får værdi, da vi bliver del af en relation.



De allerede inkorporerede instanser som allerede strækker sig langt - skal ej heller udmages fordi de er “billige i drift” ift de kommunale tiltag. Der skal være en balance, og da der er brug for begge instanser. De forskellige civile initiativer er nogle grundnødvendinge byggesten i vores samfund, som ville være katastrofalt at amputere en så bestandig del af vores egen dna som by, mennesker og fælles historie. Hvordan kan jeg sige at de er grundnødvendige? Jeg kunne skrive sider op og ned om det, men når det kommer til alt så er der et såre spimpelt argument der overgår alt andet. Fordi de civilesamfundsorganisationer redder liv. Og hvis I fjerner midlerne til at organisationer kan foresætte med at arbejde på den største sociale udfordring i vores samfund - nemlig velfærden og trivselen på tværs af generationer. Der er kommet høringssvar fra Redbarnet ungdom, psykologer, forældre, boligforeninger, pædagoger, pårørende, kolleger, ansatte på diverse organisationer, fonde,

- vidnesbyrd fra mennesker der netop bevidner at disse instanser er livsnødvendige - da de er et lovende bevis på at det er på grund af dem, at de er her i dag, og deler hvor de var førhen og nu. Udvikling tager tid, og det er en samlet indsats at løfte det ansvar. Jeg tror at hvis man samlede de forskellige organiser og havde dem side om side - til at være med til at gå sammen om at se hvad kunne eventuelt justeres i forhold til hvilke udfordringer de møder for netop deres arbejde med at kunne hjælpe borgen bedst muligt. Om man kunne finde nogle løsninger der minimere eventuelle unødvendige bureaukratiske forhindringsbaner. Som i sidste ende kunne gøre at nogle ting så faktisk blev billigere?

Det kræver arbejde at samarbejde, tid og tålmodighed, og være nysgerrig og undersøgende for hvordan vi finder de bedst mulige løsninger på de forskellige udfordringer. Jeg tror dog på tværfaglighed, at det tager et samlet indsats uden at den ene part ekskluderes og bliver smidt udenfor porten. De bedste resultater findes i fællesskabet af et bredt mangfoldigt repræsenteret befolkning og aktive organisationer - så kan resultatet kun mere nuanceret og inkluderende, og godt.



Så min bøn er, lad vær’ med at splitte noget godt ad. Jeg bønfalder jer. Dette kommer til at påvirke alle involverede, selv dem der frivillige og i trivsel, fordi der vil være fællesskaber der kommer til at ændre form eller kommer til at være nødsaget til at lukke døren i, hvor der står nogen derude og banker på den anden side.



Velfærdssamfundet er allerede som det er, hårdt svækket i forvejen. Jeg hører og læser - hvordan flere bliver afvist i psykiatrien fordi psykiatrien er så hårdt presset. Og nu er det kommet til dette, hvor de yderligere beskyttende forebyggelsesfaktorer - som er de mange organisationer som I foreslår at skærer væk. Det er uforsætligt.



Jeg håber, og tror på det bedste i andre mennesker og jeg håber, at I der har myndighed i dette, lytter rigtig godt efter, hvad ikke blot dine medmennesker deler med dig, og jeg, men også hvad din samvittighed siger. For vi har alle en rolle at spille for at skabe det fællesskab og samfund vi gerne vil være en del af. Noget som jeg bl.a lærte af Asse.



Og alt efter hvad udfaldet bliver af denne sparerunde; kan du sige at du har været med til at skabe det, om det så er for det værrer eller bedre, kan du vælge hvilken side du har lyst til at være på.



Jeg ved i hvert fald at jeg er for en rød, varm, rummende, inkluderende, støttende Århus. Et rødt Århus af kærlighed og ikke rød af atter blodudgydelser på velfærden og mennesker der tabes.

Det vil jeg ikke gå med til. Hvad går du med til?



Med venlig hilsen

Ilda Bahovic