Jeg skriver som borger i Aarhus Kommune og psykolog i PPR med indsigt i forebyggende og kommunale indsatser, og jeg følger derfor de foreslåede besparelser med stor bekymring.

Min primære bekymring knytter sig til de foreslåede reduktioner i forebyggende indsatser – herunder civilsamfundets tilbud. I mit arbejde er det tydeligt, hvor afgørende det er, at børn og unge har adgang til let tilgængelig støtte tidligt i et forløb. Tilbud som eksempelvis Headspace spiller en central rolle, fordi de når unge uden ventetid, uden henvisning og på deres egne præmisser. Det gælder både unge, som endnu ikke er i kontakt med det kommunale system, og unge som står på lange ventelister i PPR, socialforvaltningen eller psykiatrien.

Forebyggelse forudsætter, at der findes tilbud, som kan gribe unge, før problemerne vokser sig store. Når disse muligheder reduceres, risikerer flere at stå uden støtte i afgørende perioder, hvilket øger sandsynligheden for forværring af mistrivsel og senere behov for mere indgribende indsatser. Civilsamfundsorganisationer udgør i den sammenhæng ikke blot et supplement, men en nødvendig del af den samlede forebyggende indsats. De bidrager både til at støtte den enkelte og til at aflaste de kommunale systemer. Uden disse tilbud vil presset på de eksisterende indsatser stige yderligere, samtidig med at ventelister og kompleksitet øges.

Jeg hæfter mig samtidig ved, at flere besparelser i omstillingsplanen ledsages af en forventning om, at opgaver kan løses andre steder. I praksis er disse områder imidlertid ofte underlagt tilsvarende reduktioner. Det skaber en urealistisk forskydning af ansvar, hvor opgaver flyttes uden de nødvendige ressourcer, og hvor risikoen er, at borgere i sidste ende ikke får den hjælp, de har behov for.
Set i lyset af tidligere investeringer i relationel velfærd og styrkelse af tværfaglige samarbejder fremstår det særligt problematisk, at de forebyggende indsatser nu reduceres markant. Disse indsatser blev netop udviklet for at sikre en tidligere og mere sammenhængende hjælp. Når de svækkes, bliver det vanskeligere at arbejde forebyggende i praksis.

Derudover vil jeg fremhæve forslaget om at fjerne køkkener i botilbud. Dette er efter min vurdering ikke blot en praktisk ændring, men en grundlæggende forringelse af livskvaliteten for beboerne. Et køkken er en central del af et hjem og rummer både sansemæssige, sociale og udviklingsmæssige aspekter. Det giver mulighed for deltagelse, fællesskab og opbygning af færdigheder. Når denne del af hverdagen fjernes, risikerer man at skabe et mere institutionspræget miljø med færre muligheder for selvstændighed og meningsfuld deltagelse.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at reduktioner i forebyggende indsatser ikke alene har menneskelige konsekvenser, men også økonomiske. Erfaring og faglig viden peger entydigt på, at når der spares på forebyggelse, øges behovet for mere omfattende og omkostningstunge indsatser senere.

På den baggrund vil jeg opfordre til, at spareforslagene genovervejes – særligt med fokus på at beskytte de forebyggende indsatser og bevare de forhold, der understøtter livskvalitet og udvikling for kommunens mest sårbare borgere, herunder køkkener i botilbud. Samtidig er det afgørende, at der sikres en reel sammenhæng mellem de opgaver, der skal løses, og de ressourcer, der stilles til rådighed.