Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar vedr. ny organisering i Sociale Forhold og Beskæftigelse
Høringssvar vedr. ny organisering i Sociale Forhold og Beskæftigelse
Jeg ønsker med dette høringssvar at rette særlig opmærksomhed mod Gallo Huset.
Det fremgår af materialet, at Gallo Huset er en “informationscafé”. Denne betegnelse er efter min vurdering meget misvisende og undervurderer husets reelle funktion og betydning for udsatte borgere i Aarhus.
Gallo Huset leverer en social indsats baseret på beskæftigelse for sårbare mennesker. Det er ikke blot et sted for information, men en helt særlig og velfungerende ramme for social rehabilitering.
Gallo Huset rummer en unik arbejdsplads, hvor psykisk sårbare mennesker får mulighed for at indgå i meningsfuldt arbejde og prøve sig selv af i trygge rammer. Her får de ikke blot opgaver, men ansvar, fællesskab og en reel chance for at genopbygge troen på egne evner og deres plads i samfundet.
Gallo Huset udfylder en nødvendig funktion i indsatsen for udsatte borgere. Hvis ambitionen er at understøtte, at flere kan nærme sig arbejdsmarkedet, kræver det tilbud som dette. For mange borgere er det en forudsætning at starte i et trygt, rummeligt og stabilt miljø, hvor udviklingen kan ske i et tempo, der er realistisk for den enkelte.
Det er samtidig væsentligt at fremhæve, at femdrift for udsatte mennesker ikke sker af sig selv. Der er bare ikke en "one size fits all." Det kræver tid, tålmodighed og fleksibilitet. Gallo Huset tilbyder netop denne type ramme, som i mange tilfælde er første skridt mod øget selvstændighed og eventuel senere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det skal understreges, at Gallo Huset repræsenterer en vigtig og velfungerende indsats for en målgruppe, som ellers har meget begrænsede muligheder. Det er derfor afgørende, at denne indsats ikke reduceres, men i stedet anerkendes og styrkes.
Med venlig hilsen
Thea Vamberg
Download høringssvar som pdf