”Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.”

Sådan skriver Søren Kierkegaard om kunsten at hjælpe et andet menneske.

Det kræver næppe en filosofisk kandidatuddannelse at se, at bagmændene bag denne sæsons sparekatalog mener at forstå mere – men i virkeligheden ikke forstår det, som forstås hos dem, der rammes af besparelserne.

At være udviklingshæmmet – eller blot at befinde sig en smule uden for normen - i Aarhus er i stigende grad blevet lig med at måtte nøjes. Den kurs skal vendes. Vi skal tilbage til et samfund, hvor mennesker behandles ligeværdigt – uanset hvor meget de kan bidrage til fællesskabet. Det har sjældent været mere sølle at være den laveste fællesnævner i Danmark.

Som forfatter af et høringssvar bør man være bevidst om, at kommunen er presset af det statslige serviceloft. Men det ændrer ikke ved, hvor ansvaret for handling ligger. Det kunne klæde Danmarks næststørste by at gå forrest og tage de økonomiske konsekvenser, der følger med, for at ændre kursen. Det er uværdigt at spare på mennesker, som ikke nødvendigvis selv forstår, at de bliver ramt. Det er jeres ansvar at sikre dem reel livskvalitet.

Det er den samme gamle historie: man tisser i bukserne for at holde varmen.

Livsforringelserne er allerede tydelige for dem, der befinder sig nederst i hierarkiet. I fjerner de få oaser, der er tilbage - de steder, hvor det er ligegyldigt, hvad man ikke kan. I reducerer selv- og medbestemmelsen i menneskers egne hjem.

Samtidig forringes kvaliteten i den støtte, borgerne modtager. Faguddannet personale presses så hårdt, at de bukker under, og erstattes i stigende grad af vikarer uden relevant uddannelse. Manglende kompetencer - f.eks. i arbejdet med svær autisme – fører til mistrivsel, udadreagerende og potentielt farlig adfærd i bofællesskaberne. Det rammer både medarbejdere og øvrige beboere.

Konsekvenserne er velkendte: øget medicinering, stress-relaterede sygemeldinger, flere magtanvendelser - og frem for alt mistrivsel.

Alligevel foreslår I at skære i nogle af de få tilbud, hvor mennesker kan opleve tilhørsforhold og fællesskab. De Splittergale, Kragelund, Gallo, Vaskeriet – listen synes rekordlang denne gang.

Det er en grundlæggende misforståelse, at alle mennesker nødvendigvis skal passe ind i de samme kasser. Det er fattigt at underkende betydningen af steder, hvor det er acceptabelt ikke at skulle præstere eller “vækste”. Jeg savner et svar på, hvordan Aarhus Kommune forestiller sig, at de store kommunale aktivitetscentre fungerer som reelle springbrætter til det, I kalder mere ordinær beskæftigelse.
Hvis man oprigtigt tror, at disse tilbud fremmer udvikling og vækst, bør man tage på feltbesøg. Virkeligheden er snarere opbevaring - grænsende afvikling. Også her er der skåret så hårdt ind til benet, at værdigheden er vanskelig at få øje på.

Og så ferie...
”Forslaget indebærer, at der anlægges et serviceniveau, hvor fremover tilbydes én to dages ferietur eller kortere én- eller flerdages udflugter. Det vil stadig være muligt for de enkelte tilbud at have udflugter ud af huset i det omfang tilbuddets driftsbudget tillader det. Borgere, som er visiteret til § 97 ledsagelse, påvirkes ikke af forslaget og vil fortsat have ret til op til 15 timers ledsagelse om måneden.”

Som dybt engageret i Sølund Musik-Festival, piner det mig såvel privat som professionelt, at I med denne manøvre potentielt fratager Aarhusianere på botilbud muligheden for en fuld festival oplevelse. Festivalen forløber over 3 dage. Én ting er Sølund Musik-Festival… men turen til Kreta og Skagen med sine bofæller dør jo også med den her. Det er de færreste der tager en flyvemaskine til La Santa Sport for at flyve hjem igen dagen efter.

Man må forstå, at brugergruppen ikke nødvendigvis har initiativet til at finde alternativer, når friheden til at gøre hvad man har lyst til igen indskrænkes.
Man må også forstå, at målgruppen ikke nødvendigvis selv har ressourcerne til at finde alternativer, når deres muligheder indskrænkes.

Det kunne være interessant at trække samme begrænsning ned over hovedet på rådmand Michael Christensen og magistraten: I må gerne tage på festival til sommer - men kun i 1–2 dage.
Umiddelbart en meget fattig tilgang til kulturel ligestilling.

Ja, borgere visiteret til § 97 ledsagelse berøres ikke af forslaget. Men det system fungerer langt fra efter hensigten.

Danmark bryster sig af at være et af verdens lykkeligste lande. Men måske har vi glemt at spørge den mindst lykkelige dansker. Det er let at tage fra dem, der ikke forstår, hvad de mister. Derfor påhviler det os andre at råbe op - på vegne af dem, der ikke selv kan.

Og for at vende tilbage til Kierkegaard:
Måske er tiden inde til at begynde at forstå dem, I ønsker at spare på - i stedet for at misbruge jeres egen forestilling om at forstå mere.

J. Gadegaard