Høringssvar til Omstillingsplan for socialområdet 2026

SAND De Hjemløses Landsorganisation takker for muligheden for at afgive høringssvar til omstillingsplanen for socialområdet i Aarhus Kommune.
Overordnet kritik af omstillingsplanen
Omstillingsplanen fremstår i sin grundlogik mere som en spareplan, end som en socialfaglig plan. Den bærende tanke synes flere steder at være, at økonomisk balance kan genoprettes ved at reducere forebyggende indsatser, nedlægge eller indskrænke tilbud, skære i personale og svække samarbejdet med civilsamfundet. Det er en kortsigtet strategi. Når tidlige og relationelle indsatser svækkes, bliver borgerne først opdaget, når deres problemer er blevet større, dyrere og mere komplekse at håndtere.

Det gælder også på hjemløseområdet. Planen går flere steder stik imod intentionerne i hjemløsereformen og Housing First. Hvis man vil nedbringe hjemløshed, kan man ikke samtidig reducere opsøgende indsatser, svække bostøtten, forkorte dagtilbud, afvikle helhedsorienterede indsatser og gøre overgangen fra hjemløshed til egen bolig mere usikker.
Når kommunen sparer på forebyggelse, sparer den ikke problemerne væk. Den udsætter blot regningen og gør den større – både menneskeligt og økonomisk.

Vi er bekymrede for, at der flere steder lægges op til at presse serviceniveauet så langt ned, at kommunen på sigt får vanskeligere ved at leve op til sin forsyningsforpligtelse på centrale områder, herunder efter servicelovens §§ 107, 108 og 110.
Kommunen kan ikke løse kapacitetsproblemer ved blot at om mærke tilbud eller flytte borgere mellem bestemmelser. Behovet forsvinder ikke, når der mangler relevante pladser og støtteløsninger!
Hertil kommer medarbejderperspektivet. Jo hårdere man spænder buen – ved at nedlægge tilbud, overflytte borgere til andre tilbud og nedbringe antallet af personaler – jo større er risikoen for sygefravær, personaleflugt og et dårligere arbejdsmiljø. De forventede besparelser kan derfor hurtigt blive til nye udgifter.
Bemærkninger til udvalgte forslag
Ansættelsesstop og omorganisering fører ikke i sig selv til kortere sagsbehandlingstider eller flere bostøttemedarbejdere, som der allerede i dag er ventetid på (forslag nr. 1.2).
Det vil være godt, hvis borgerne kan få flere opgaver løst af samme person frem for af forskellige. Det skal være en faglig forbedring og ikke blot en følge af, at man vil sikre, at det er den rigtige forvaltning, der betaler (forslag nr. 2.6).
Forslaget om en taskforce til at fastsætte et “muligt serviceniveau” er i realiteten et forslag om at reducere serviceniveauet. Det forstærker den tendens, hvor kommuner i stigende grad tager udgangspunkt i, hvad der er råd til, frem for hvad lovgivningen forpligter kommunen til, og hvad borgere har krav på (forslag nr. 2.12).
Det er positivt, hvis kommunen vil etablere bedre pladser til borgere med omfattende behov for pleje og omsorg. Men når man taler om alternative eller skæve pladser uden klart at forholde sig til § 108, opstår en berettiget bekymring for, om kommunen i realiteten vil etablere et tilbud med lavere standard end den relevante paragraf lægger op til (forslag nr. 2.15).
Mange af spareforslagene er også et ophør eller en svækkelse af samarbejdet med civilsamfundet. Det vil øge både borgernes og civilsamfundsorganisationernes mistillid til en stadig mere enerådig kommune. I flere tilfælde peges der på, at der findes alternative tilbud, men uden at der peges på konkrete tilbud og uden I forholder jer til om der kan være en forskel i målgruppen, som betyder at de i praksis ikke vil benytte tilbuddet.
Vi frygter, at lukninger og reduktioner flere steder vil være en reel tilsidesættelse af brugernes mulighed for at benytte sig af den ydelse, tilbuddet gav. I den forbindelse skal det understreges, at kommunen har en forpligtelse til at tilbyde beskyttet beskæftigelse; en forpligtelse I er i fare for at tilsidesætte.

Forslag med særligt alvorlige konsekvenser for mennesker i hjemløshed

OPSØGENDE ARBEJDE
En central del af indsatsen over for mennesker i hjemløshed er det opsøgende arbejde. Opsøgende medarbejdere er ofte de første professionelle, der får kontakt til mennesker, som lever eller opholder sig på gaden i meget ustabile livssituationer. De skaber tillid, motiverer til at tage imod hjælp og fungerer som bro mellem den enkelte og de kommunale tilbud. Besparelser på de opsøgende medarbejdere kan derfor betyde, at færre mennesker i hjemløshed bliver opsporet og får tilbudt hjælp. Heri ligger der også en risiko for et større antal mennesker i akutte situationer, som kræver mere omfattende og dyrere indsatser fra både socialforvaltning, sundhedsvæsen og politi. Vi har længe gjort Aarhus Kommune opmærksom på et stort behov for en opsøgende indsats på Sydhavnen i og omkring Nåleparken. Det er derfor et meget dårligt sted at spare (forslag nr. 4.12).

BOSTØTTE
Bostøtte er en helt central del af arbejdet med at hjælpe mennesker ud af hjemløshed. Mange mennesker, der flytter i egen bolig efter en periode i hjemløshed, har fortsat brug for støtte til økonomi, kontakt til myndigheder, naboer og hverdagens praktiske udfordringer. Hvis man skærer i støtten, er der en reel risiko for, at flere mennesker mister deres bolig igen!
Erfaringen fra mennesker med egne hjemløshedserfaringer er, at relationen til en bostøttemedarbejder ofte er afgørende for at kunne fastholde sin bolig og dermed skabe et nogenlunde stabilt liv. Samtidig vil besparelser på bostøtte gå direkte imod intentionerne i hjemløsereformen og Housing First. Netop denne støtte i egen bolig er afgørende for, at vi kommer hjemløshed til livs.
Hvis bostøtten reduceres, risikerer man at svække en af de vigtigste forudsætninger for reformens succes og skabe flere tilbagefald til hjemløshed. Det gælder også, når der tales om at nedjustere kapaciteten i specialbostøtten. Selv hvis der aktuelt er ledig kapacitet, sender det et klart signal om, at støtten ikke skal være bredt tilgængelig fremover (forslag nr. 3.5).

FASTLAND OG HUUS
Forslaget om FASTLAND rummer et positivt element, fordi flere boliger til mennesker i hjemløshed er nødvendige. Men forslaget er også tydeligt tænkt som et sparegreb. Risikoen er, at man presser flow og udflytning for at nå et økonomisk mål, i stedet for at tage udgangspunkt i borgerens parathed og støttebehov. Der bør stilles langt skarpere spørgsmål til, hvilken støttemodel der følger med boligerne, om støtten er varigt finansieret, hvilke visitationskriterier der gælder, og hvad planen er for de borgere, som ikke passer ind i konceptet (forslag nr. 2.16).
Vi er også kritiske over for afviklingen af HUUS. Det er ikke dokumenteret, at andre indsatser reelt kan erstatte den særlige kombination af boligstøtte og beskæftigelsesindsats, som HUUS har bygget op. Når man fjerner et specialiseret tilbud til unge hjemløse og unge i risiko for hjemløshed, bør man kunne dokumentere, at kvalitet, relationel kontinuitet og helhedsorientering faktisk bevares (forslag nr. 3.1).

NØGLEBOLIGER
Forslaget om at omlægge nøgleboliger fra § 110 til § 107 løser heller ikke det grundlæggende problem. En sådan omlægning kan føre til, at der bliver endnu færre reelle § 110-pladser. Der er i forvejen for få relevante løsninger for mennesker, der endnu ikke kan klare sig i en misbrugsfri ramme eller i egen bolig. Ved at omdanne § 110-pladser til § 107-pladser risikerer kommunen blot at flytte manglen fra én bestemmelse til en anden. Nøgleboliger kan være en god tidlig indsats for unge hjemløse, og derfor er det et fejlgreb at bruge dem som et redskab til at løse en intern kapacitetsudfordring (forslag nr. 3.2).

TING SKER IKKE NØDVENDIGVIS BARE FORDI MAN ØNSKER DET
Forslaget om besparelse på lange ophold på forsorgshjem overser, at lange ophold netop hænger sammen med mangel på relevante bolig- og støtteløsninger. Man får ikke kortere ophold af at sætte et økonomisk mål for kortere ophold.
Man får kortere ophold, hvis der faktisk findes boliger, støtte og de rigtige indsatser for de borgere, som ellers bliver siddende på § 110 i månedsvis (forslag nr. 3.3).
Det samme gælder den faglige omlægning i Kilden og Søhuset. Når det hævdes, at driften kan effektiviseres uden borgernære konsekvenser, bør kommunen kunne beskrive præcist, hvad der ændres, og hvorfor det ikke vil påvirke brugerne. Det fremgår ikke tilstrækkeligt klart. Derfor er der god grund til at være kritisk over for den antagelse (forslag nr. 3.4).

REDEN
Besparelsen på Reden Aarhus rammer også et tilbud, som for nogle af de mest udsatte kvinder fungerer som et helt afgørende anker i hverdagen (forslag nr. 6.4.). På Reden kan kvinder få dækket helt basale behov som mad, rent tøj og adgang til sundhedsfaglig hjælp og stedet er samtidig et trygt opholdssted i dagtimerne for kvinder, der lever i hjemløshed, stofafhængighed og alvorlige sociale problemer.
Når kommunen reducerer tilskuddet til et sådant tilbud med den begrundelse, at det kan fortsætte uden større forringelse, undervurderer man betydningen af netop de små, stabile og tillidsskabende indsatser.
Konsekvensen kan blive, at flere kvinder skubbes ud i det offentlige rum og mister et vigtigt fristed, hvor de ellers kan få støtte, ro og kontakt til hjælp. Det er både socialfagligt uforsvarligt og økonomisk kortsigtet.



AFSLUTNING
SANDs medlemmer ved, at det, der gør den største forskel, ofte er de små, stabile indsatser: et værested, hvor man bliver mødt som menneske, et sted hvor man kan få et måltid mad, vaske sit tøj, deltage i et fællesskab, en bostøtte der kender én, og en opsøgende medarbejder der tager kontakt på gaden. Når disse indsatser reduceres, risikerer man at fjerne netop de elementer, der gør det muligt for mennesker i hjemløshed at skabe en stabil tilværelse.
SAND opfordrer derfor Aarhus Kommune til nøje at overveje konsekvenserne af besparelser på hjemløseområdet. Vi anbefaler, at indsatser, der forebygger hjemløshed og støtter mennesker i at fastholde egen bolig, herunder opsøgende arbejde, bostøtte, dagtilbud, samværstilbud og reelle bolig- og mellemformer, prioriteres i den videre proces.
Vi bidrager gerne med viden og erfaringer fra mennesker med egne hjemløshedserfaringer i det videre arbejde.

På vegne af SAND Østjylland
Nancy Pelle