Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Gallo Husets indsats er essentiel
Det er essentielt at kunne deltage aktivt i et fællesskab og skabe sig en hverdag med mening.
Det tror jeg ikke, jeg er uenig med byrådet eller Aarhus Kommune i. Der, hvor vi formentlig tænker forskelligt, er, hvorvidt det er noget, man bør og skal tilbyde byens borgere eller ej. Det er tydeligt, når Gallo Huset i Omstillingsplanen bliver kategoriseret som et “kan-tilbud” - altså i modsætning til de tilbud, kommunen er forpligtet til at tilbyde.
Og det er klart, jeg tænker anderledes, end man gør i kommunen og byrådet. For som daglig leder af Gallo Huset ser jeg dagligt, hvor essentielt det er for de mennesker, der kalder Gallo Huset for deres sted; deres arbejdsplads - med al den arbejdsidentitet, der følger med meningsfuld beskæftigelse. For andre af byens psykisk sårbare mennesker; deres faste mødested, deres faste kaffebar eller deres holdepunkt i ugen med sunde aktiviteter.
Særligt for arbejdsfællesskabet er Gallo Huset et komplet fundament for at skabe en meningsfuld hverdag.
Et fællesskab kan betyde alverden. I Gallo Huset er det fællesskab bygget op om kontinuitet, trygge relationer og tålmodighed. Vi ved, at det skaber plads til mennesker, der ikke nødvendigvis passer ind i et arbejde på almindelige vilkår. Måske kommer de til det, måske gør de ikke. Den slags tålmodig tilgang finder man ikke mange steder. Hverken i et presset system, som psykiatrien desværre er disse år. Heller ikke i en ordinær virksomhed, der hele tiden må skele til bundlinjen, vækst og effektivisering.
Særligt i disse uger, er der mange, der stiller sig frem med deres opfattelse af at blive set og rummet i Gallo Huset - både nu og gennem de seneste mange år. Det er stærkt at mærke, hvordan vores indsats sætter sig i folk. Som noget andet end de ellers er blevet mødt med. Ingen lange udredninger, kontrol eller meningsløst papirarbejde. I stedet bruger vi energien på at skabe struktur, en tryg arbejdsplads, stærke relationer og noget meningsfuldt at stå op til.
Det vigtige er, hvad du kommer med. Gallo Huset kan så blive en tryg base eller en trædesten videre til andre fællesskaber eller anden beskæftigelse.
For en stor gruppe mennesker med sindslidelser kræver det en bærende indsats, hvis beskæftigelse overhovedet skal kunne lykkes.
Først skal man genopbygge hverdagens struktur, arbejdsevne og troen på egne ressourcer. Det er dét, vi arbejder metodisk med i Gallo Huset.
Vi skaber en unik arbejdsplads for mennesker med psykisk sygdom - hos Gallo Huset kan man blive ansat som barista, køkkenmedarbejder, kontorassistent eller servicemedarbejder - med henblik på at løfte egne kompetencer og mestre eget liv.
Den type indsats findes ikke mange steder. Den er værd at bevare.
Det her handler ikke bare om at redde et sted og dets unikke atmosfære. Det handler om muligheden for en hverdag med mening. At kunne tilbyde det for nogle mennesker, hvor meningsfulde fællesskaber ikke er en selvfølge. Det må anerkendes som essentielt og som noget, enhver kommune skal tilbyde sine borgere.
Download høringssvar som pdf