Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar fra Reden Aarhus
Reden Aarhus afgiver høringssvar vedrørende udkast til omstillingsplan
Reden Aarhus er direkte skrevet ind i udkast til omstillingsplanen, med en årlig reduktion på kr. 146.000 kr.
Reden Aarhus er et socialt værested og rådgivningstilbud til udsatte kvinder i Aarhus, med åbent 365 dage om året fra kl. 12.00-22.00. Reden Aarhus er en ud af fem Reder i Danmark, under landsorganisationen KFUK´s Sociale Arbejde.
Reden Aarhus er selvfølgelig ked af den reduktion som vi står overfor, da vi som institution flere år i træk har kaldt på en forøget bevilling i ind Aarhus Kommune. Dette med udgangspunkt i, at Reden Aarhus ser flere og flere udsatte kvinder i vores hus. Tilbage i 2020 besøgte 190 unikke kvinder Reden Aarhus, mens det tal er steget til 339 unikke kvinder i 2025. Den stigning er yderst mærkbar, såvel på plads, måltider og ydelser! Men også med baggrund i at målgruppen oftere vurderes langt mere komplekse og sårbare i deres liv end tidligere. Så det er ikke kun en stigning i antal ansigter, men i langt de fleste tilfælde, også en øget kompleksitet bag den støtte, hjælp og rådgivning vi tilbyder målgruppen på daglig basis.
Derfor er selv en mindre økonomisk reduktion af stor belastning for Reden Aarhus. Vi løber allerede stærkt for at understøtte målgruppen. Vi arbejder altid ud fra en høj grad af værdighed og faglighed, da målgruppen fortjener at blive ordentlig mødt, set og støttet. Med flere borgere i vores tilbud, men med samlet set færre midler til opgaven, bliver vi presset på at leverer den støtte og hjælp vi anser som ordentlig.
Det betyder reelt…
Reden Aarhus vil enten skulle skære i åbningstiden, hvilket fysisk vil reducere tilgængeligheden direkte for målgruppen, eller fjerne dele af vores gratis ydelser, såsom daglige frokost og aftensmad, bad, tøjvask eller aktiviteter ud af huset.
Alt dette har vi i mange år tilbudt gratis, fordi vi ikke ønsker at trække penge ud af en målgruppe der har så lidt eller slet ingen ting! Det er ikke etisk eller værdigt set ud fra vores perspektiv. Og det håber vi inderligt virkelig ikke når dertil!
Men en lige så stor bekymring, er alt det der enten reduceres eller ophør rundt om Reden Aarhus. Enten blandt civilsamfundet eller på det kommunale niveau. Det kommer til at betyde langt sværere samarbejdsvilkår, færre muligheder for at arbejde på tværs og helhedstænkende med en kompleks udsat målgruppe.
Omstillingsplanen på det sociale område i Aarhus, vil omtvisteligt medføre at endnu flere udsatte og sårbare borgere ikke bliver set og dermed hjulpet korrekt. Eller også at de der beder om hjælp, reelt ikke er mulige at hjælpe ordentligt. Reden Aarhus er i den henseende rigtig bekymret for - som fysisk tilbud i byen – at vi fremadrettet i højere grad bliver en ”parkeringsplads” for de mest udsatte kvinder i byen. Mens deres tilstand tilmed forværres og dermed skaber endnu mere højrisikable arbejdsmiljøer blandt medarbejderne og de frivillige ressourcer i Reden Aarhus.
Omstillingsplan uden gang på jord…
Reden Aarhus vurderer at hele omstillingsplanen er uordentlig og burde forkastes i sin nuværende form! For det første er det uetisk at lade byens mest udsatte borgere betale prisen for politisk budgetmodel i Aarhus Kommune.
For det andet beskærer omstillingsplanen så meget i omfang og kvalitet jf. de forebyggende indsatser, relationel støtte og fungerende meningsfulde fællesskaber, at det bliver ganske umuligt at genoprette. Det er helt uacceptabelt, samt vil ikke medføre at menneskers udfordringer forsvinder. Tværtimod, de forskydes blot og vil dukke op igen. Formentlig i forværret grad!
Civilsamfundet driver ikke bare ”kan” tilbud…
Det er også en plan der tegner en dyb social krise i forhold til de frivillige sociale foreninger, der med mindre kommunale tilskud, yder en stor indsats i et tæt samarbejde med de kommunale sociale tilbud. Frivillige sociale foreninger der dagligt bidrager med langt mere end hvad de koster for kommunen at understøtte. Foreninger der sætter mange hundrede frivillige ressourcer i spil på daglig basis, for at nå og hjælpe endnu flere mennesker med udfordrende behov for støtte og gode fællesskaber. Her hælder planen bogstaveligt barnet ud med badevandet – og i mange henseende uden mulighed for genoplivning!
Civilsamfunds indsatser er ikke blot ”kan” tilbud, men indsatser der er fremkommet og opbygget gennem mange års erfaringer, viden og relations båret arbejde, som forebygger mental usundhed, social udsathed og ensomhed med nærværende, tidlige og uvisiterede indsatser mv. Der burde ikke spares på dette område - men tværtimod udvikles!
Tænkt langsigtet…
Reden Aarhus mener således overordnet at Aarhus Byråd ikke står til at behandle en omstillingsplan, men en alvorlig og kritisabel spareplan. En plan der på ingen måde giver plads til at vise samfundssind.
Tag ikke byens udsatte og sårbare borgere som gidsler for jeres økonomiske prioriteringer gennem årene, men gør i stedet noget klogt og langsigtet for at bremse den fremadrettede økonomiske diskurs på socialområdet i Aarhus Kommune. Således at Aarhus fortsat kan leve op til sit eget slogan; ”En god by for alle”.
Så medlem af Aarhus Byråd, I skal både tage stilling til en ”spareplan” skjult som en omstillingsplan! Samt til hvorvidt I kan bibeholde byens slogan intakt med fortsat god samvittighed.
For virkeliggøres denne omstillingsplan, er Aarhus med sikkerhed ikke længere ”En god by for alle”.
Mange hilsner,
Anders Sørensen
Forstander, Reden Aarhus
Download høringssvar som pdf