I over ti år har Aarhus Kommune stået i spidsen for en bevægelse, der har inspireret hele landet. Gennem strategier som ”Kommune Forfra” og senest ”Aarhuskompasset” har byrådet insisteret på, at velfærd ikke er en kommunal opgave (alene), men noget vi skaber sammen som borgere, civilsamfund og kommune. Mange aktører i civilsamfundet har taget det løfte alvorligt og handlet som aktive medskabere af vores eget samfund.
Derfor er det overraskende at læse omstillingsplanen for socialområdet 2026. Der skal foretages svære politiske prioriteringer, men måden, planen er skruet sammen på, ligner desværre et strategisk gearskifte væk fra ambitionerne om det brede samarbejde. Ved at trække støtten til centrale civilsamfundsaktører trækker Aarhus Kommune sig tilbage på egen banehalvdel og efterlader det ”større vi”.
Omstillingsplanen trækker en skarp linje ved kommunens lovbundne kerneopgaver. Dette medfører en devaluering af samskabelse, fordi centrale civilsamfundsindsatser nu kategoriseres som en "serviceudvidelse", der kan vælges fra, frem for at blive set som en nødvendighed for at løse samfundets vilde problemer.
Det gælder for eksempel for demokratihuset Sager der Samler. Her ser omstillingsplanen bort fra, at vigtige initiativer som Social Sundhed, Vaskeriet og senest Trivselsalliancen er vokset ud af Sager der Samlers vedholdende arbejde med at understøtte borgernes egen handlekraft og iværksætteri. Gennem Klub Fristedet og Friskolen Vildskud har Trivselsalliancen, som er startet af berørte forældre og bedsteforældre, alene i år hjulpet adskillige børn tilbage i skolegang og derved sparet Aarhus Kommune for et stort beløb til kompensation af forældrenes tabte arbejdsfortjeneste. Det ville næppe være sket, hvis ikke Sager der Samler havde eksisteret. Derudover yder Sager der Samler et væsentligt bidrag i udviklingen af nye, forebyggende indsatser i udsatte boligområder.
Mange andre civilsamfundsorganisationer har lignende fortællinger om værdiskabelse, som der ses bort fra i omstillingsplanen, fordi forebyggende indsatser og fællesskaber havner i kategorien “serviceudvidelser”.
Planen genindfører en stærk sektorlogik, der prioriterer systemets organisering over borgerens sammenhængende hverdagsliv, hvilket står i direkte kontrast til målsætningen om "Mindre system. Mere borger". Derved risikerer planen at nedbryde den nødvendige og møjsommeligt opbyggede infrastruktur for levende fællesskaber og aktivt medborgerskab ved at fjerne støtten til de platforme og "øvebaner", som borgerne har brug for for at kunne tage det medansvar, som kommunen paradoksalt nok efterspørger.
Beslutningsprocessen i planen bærer præg af top-down vurderinger og ensidige kommunale værdisætninger, der i høj grad usynliggør civilsamfundsorganisationernes indsats, hvilket bryder med idealet om en fælles læringskultur og det ligeværdige partnerskab. Jeg kunne derfor ønske mig en kort tænkepause, hvor civilsamfundsorganisationerne i dialog med kommunen ser på mulighederne for at løfte i fællesskab, inden der skæres ned, så alt det, der er investeret så meget i gennem de seneste ti år, ikke tabes på gulvet.