Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Bevarelse af De splittergale
Kære Aarhus Kommune
Jeg skriver som orkesterleder for De Splittergale – en rolle jeg har haft i 8 år – samt som frivillig siden 2013.
Hvis tilskuddet til De Splittergale fjernes, vil det i praksis betyde, at vi må lukke. Det vil ikke blot være et tab for os, men for hele Aarhus.
Ved vores 35-års jubilæum blev vi omtalt som “hele byens orkester”, og som “det sociale og kulturelle hjerte i Aarhus”. Det er store ord – men de er ikke grebet ud af luften. Anders Winnerskjold udtrykte samtidig et håb om de næste 35 år. Uden tilskud bliver vi ikke 36.
De Splittergale er langt mere end et orkester. Vi er et fællesskab, der løfter mennesker fra ensomhed og marginalisering til deltagelse, værdighed og tro på sig selv. Vi arbejder med 100% inklusion, hvor alle bliver mødt som den, de er – ofte for første gang i deres liv.
Jeg har selv oplevet medlemmer gå fra total isolation til at stå på scenen foran 1.000 mennesker på Rådhuspladsen. Jeg har set mennesker græde af glæde, fordi de for første gang oplever anerkendelse.
En af vores medlemmer, som er vokset op under meget svære vilkår med vold og misbrug, brød sammen i gråd, da han for første gang i sit liv fik ros efter en optræden. Den slags øjeblikke er ikke undtagelser – det er kernen i det, vi gør.
Samtidig bidrager vi aktivt til at bryde tabuer om psykisk sårbarhed. Gennem koncerter og debatarrangementer skaber vi et rum, hvor mennesker tør stille de svære spørgsmål – uden frygt eller berøringsangst.
Vores arbejde rækker langt ud over vores eget fællesskab. Vi samarbejder med skoler, efterskoler, højskoler og uddannelsesinstitutioner, hvor vi underviser og forbereder studerende til mødet med sårbare mennesker.
Gennem 35 år har vi blandt andet bidraget til undervisningen på pædagog-, SOSU- og socialrådgiveruddannelserne i Aarhus, herunder samarbejder med VIA University College. Her er vi med til at sikre, at fremtidens fagpersoner møder mennesker med respekt og forståelse – ikke fordomme.
Vi er med til at nedbryde stigmatisering og vise, at mennesker med psykiske eller sociale udfordringer ikke blot er en belastning, men også en ressource.
Netop i en tid, hvor flere mennesker oplever pres og mistrivsel, er fællesskaber som De Splittergale vigtigere end nogensinde.
Mit håb er, at Aarhus fortsat vil være en foregangsby for inklusion – en by hvor også de mennesker, der ikke passer ind i de traditionelle rammer, får mulighed for at bidrage og blive en del af fællesskabet.
Derfor opfordrer jeg jer til at bevare og støtte De Splittergale. Ikke kun for vores skyld – men for hele byens.
Med venlig hilsen
Jesper Kriegbaum
Orkesterleder, De Splittergale
Download høringssvar som pdf