Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

En opsigelse af Vaskeriet er ikke en besparelse men et tab

I omstillingsplanen for socialområdet 2026 foreslås det at opsige samarbejdsaftalen med Vaskeriet omkring drift af et beskyttet beskæftigelsestilbud i henhold til servicelovens §103.

En væsentlig begrundelse er ifølge omstillingsplanen, at Aarhus Kommune betaler en høj pris per plads. Det konstateres, at der aktuelt er visiteret fire borgere med en socialsag hos MSB til Vaskeriet, hvilket giver en "relativ høj udgift pr. plads sammenlignet med de interne tilbud, som MSB driver".

Jeg var til stede i lokalet, da daværende voksenhandicapchef, Kirsten Bundgaard, og Vaskeriets stiftere, Pia Stabell og Katrine Knudsen, forhandlede samarbejdsaftalen, som blev underskrevet den 27. september 2018. Her blev det gjort meget klart, at Vaskeriet ønskede en fastsættelse af kommunens betaling, som lå hverken over eller under tilsvarende tilbud. Stifterne ønskede ikke på nogen måde at være konkurrenceforvridende, derimod var det meget vigtigt for dem at kunne drive et nyskabende tilbud på lige fod med alle andre - også kommunens egne tilbud.

I øvrigt undrer jeg mig meget over, at besparelsen ifølge omstillingsplanen er det fulde beløb, som betales til Vaskeriet. Beløbet, som Vaskeriet modtager, er jo ikke et driftstilskud, men betaling for en ydelse, som kommunen køber. De fire borgere skal, såfremt aftalen med Vaskeriet opsiges, modtage et tilsvarende tilbud, som herefter skal leveres af kommunen selv. Det har selvsagt en pris, som ikke fremgår af omstillingsplanen, og derfor er den reelle besparelse for kommunen langt mindre, hvis den overhovedet findes, når følgeomkostningerne ved at ændre et velfungerende tilbud regnes med.

En anden og meget væsentlig del af samarbejdsaftalen er, at Vaskeriet og Aarhus Kommune forpligtede hinanden på aktivt at bruge samarbejdet til at lære af og med hinanden.

I samarbejdsaftalen står der: “Vaskeriet og Voksenhandicap samarbejder desuden om at understøtte fælles læring om nye måder at organisere et aktivitetstilbud i et ligeværdigt samarbejde mellem Vaskeriet, Voksenhandicap og lokalsamfundet.”

Vaskeriet gennemførte derfor med hjælp fra Annemette Digmann i Sager der Samler et aktionsforskningsprojekt, der undersøgte, hvilken værdi der skabes i og omkring Vaskeriet, og hvilke aktører, der gennem deres samspil skaber denne værdi.

Rapporten konkluderer, at Vaskeriet skaber værdi på tre væsentlige områder:

1) Vaskeriet styrker udviklingshæmmedes livsmestring og uafhængighed gennem meningsfuldt arbejde, der giver dem en vigtig rolle i samfundet.

2) Lokalt genopliver det fællesvaskeriet (og senere “vaskebutikken”) som et socialt mødested, der modvirker ensomhed og yder praktisk hjælp til naboerne i Søvangen.

3) Strategisk fungerer casen som en succesfuld prototype for kommunens visioner om at gentænke velfærden gennem aktivt medborgerskab. Denne helhedsorienterede værdiskabelse viser vejen for, hvordan systemet og borgere kan løse komplekse problemer sammen.

Undersøgelsen kan læses her: https://sagerdersamler.dk/wp-content/uploads/2018/11/VASKERIET-forskningsrapport.pdf

Den er senere udgivet som forskningsartikel i det videnskabelige tidsskrift "Samfundslederskab i Skandinavien”. Artiklen kan læses her: https://rauli.cbs.dk/index.php/SiS/article/view/5633

Jeg vil kraftigt opfordre Aarhus Kommune til ikke at opsige samarbejdsaftalen og i stedet engagere sig helhjertet i samarbejdet om at bruge Pia Stabell og Katrine Knudsens pionerarbejde som anledning til at udvikle nye måder at drive beskyttede beskæftigelsestilbud for borgere med udviklingshandicap i samspil med lokalsamfundet.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Paul Natorp

Indsendt

20/03/2026 13:44

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Sager der Samler

Sagsnummer

HS6837932

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16