Kære politikere. Jeg forstår ikke hvordan der med så meget fokus på et presset psykiatrisk system kan komme tale om at skære i budgettet. Jeres forslag rammer de absolut ringest stillede i vores kommune. De mennesker, som kæmper hver dag med sygdom, fysisk og psykisk, uden et socialt netværk at læne sig på, er de mennesker, I vil ramme. Disse tilbud, som står for skud, hjælper så mange mennesker, både som et pitstop, når livet bliver for svært, og som en anden vej i livet, som tilbyder fællesskab, varme, forståelse og mening.
Selv har jeg været sygemeldt grundet en svær familiedynamik, som til sidst fik mig helt ned i sølet. Ting jeg ikke er herre over. Jeg har gennem jobcenteret været tilknyttet både Dalgasskolen og Gallo gartneriet. Lige så stille er jeg kommet på benene igen. Jeg har mødt mennesker, som forstår, hvordan det er, når kroppen ikke kan følge med. Mennesker, der forstår og kan spejle sig i mine oplevelser, som ellers er så svære, at ingen i min sociale kreds kan forstå dem. At blive set og mødt hvor man er, er en gave. Det er noget af det, som I overvejer at skære væk. Det er uhyggeligt at blive syg og føle, at kroppen er udenfor ens kontrol, mens alle ens venner fortsætter videre i livet. Det fællesskab, tempo og nærvær man kan få ved disse tilbud, er det helt forkerte at spare væk. Jeg har kunne genoptage mit studie med stor succes – og jeg fortsætter med at være tilknyttet Dalgasskolen og gå til kreative fag. Jeg prioriterer det så højt, ikke fordi jeg elsker faget så meget som jeg gør, men for at være en del af Dalgasskolen. At være en del af noget større, noget fast, noget trygt og et sted med mennesker, som forstår mig, på en måde, som jeg ikke kan finde andre steder. Lad mig ikke stå foruden min livline. Mit sted, hvor jeg kan være præcis som jeg er, uden at skulle præstere.