Efter at have arbejdet som kunsthistoriker i det meste af mit arbejdsliv, har jeg nu fået lov til at komme i praktik på Kofoeds Skole, for at lære arbejdet i civilsamfundets organisationer bedre at kende. Det har jeg, fordi jeg drømmer om at bringe kunst og formidling ind i en anden sammenhæng, end jeg hidtil har begået mig i. Derfor trådte jeg ind af døren på Toldbodgade for tre uger siden.

Det kan være svært at forstå, når man oplever Kofoeds Skole Aarhus for første gang…. Et hus befolket af mennesker, der udstråler så stærkt et fællesskab og viser stille omsorg for hinanden - hvordan dælen fungerer det lige? Og kan det virkelig passe at de elever man møder her står i sårbare positioner, livskriser, udsathed og sygdom?

Ja - men man skulle ikke tro det, når man som ny kollega dumper ind og har sin daglige gang i værkstederne, kantinen, på gangene og ude i opgangen, som er fyldt med kunst lavet af elever og tidligere elever.

Kofoeds Skole Aarhus er nemlig et andet rum. Det er et rum, hvor vi kan samles om det fælles tredje i værkstederne, et rum hvor eleverne inspirerer hinanden, hvor fællesskabet blomstrer op og hvor man hjælper hinanden. Både når det tekniske på træværkstedet driller, når man øver dansk, når man skal fylde opvaskeposterne i køkkenet, forstå breve eller udvikle på nye idéer og projekter. Men det kan kun fungere, fordi det også er et hus fyldt med tillid og tro på hinanden. Med den tillid vokser elevernes agens, selvtillid, erfaringsrum og omgangskreds. Her kan man sænke skuldrene, omend bare en smule.

Det findes ikke ret mange steder. Men jeg ser det hver dag her.

Men uden tilliden falder det hele til jorden. Og når det først ligger der, kan vi ikke samle det op og fortsætte hvor vi slap, når kommunalbudgetterne begynder at afspejle den rå konsekvens af beskæringerne: det bliver RIGTIG dyrt at rydde op bagefter. Det bliver dyrt fordi det meningsfulde fællesskab forsvinder, udviklingen går i stå, ensomheden sætter ind og de små skridt på vejen til et bedre liv forstener.

Som et af skiltene til den imponerende demonstration i onsdags lød: hvor skal vi så gå hen?

Det er et godt spørgsmål. For den beslutning, der skal tages på rådhuset handler i sidste ende om menneskeliv. Men en ting er sikkert: udgiften til at finde svaret kan KUN blive større end den besparelse, der er lagt op til.

Jeg er dybt imponeret over det arbejde man kan udføre på Kofoeds Skole, men tusind gange mere skræmt over konsekvensen ved at save det midt over.
Det er ganske enkelt dårlig matematik. Men jeg er sikker på at beslutningstagerne er velkomne i skolen, hvis de har lyst til at få kvalificeret regnestykket.