Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedr. omstillingsplan og besparelser i Børn og Unge samt Sociale Forhold og Beskæftigelse

Høringssvar vedr. omstillingsplan og besparelser i Børn og Unge samt Sociale Forhold og Beskæftigelse

Indsendt af: Claus Sørensen, Skoleleder på Søndervangskolen i Viby J

Jeg ønsker med dette høringssvar at udtrykke stor bekymring for de foreslåede besparelser på Børne- og Familiecenteret (BFF) og Ungekontakten samt de ændringer, der lægger op til en mere sektoropdelt indsats. Forslagene vurderes at få alvorlige konsekvenser for børn, unge og familier i vores skoledistrikt. Søndervangskolen er placeret i et område med en høj andel almene boliger, herunder forebyggelsesområder, med mange familier med anden etnisk baggrund end dansk samt familier, der for fleres vedkommende har været præget af flugt, traumer og komplekse livsvilkår. Disse forudsætninger gør den tidlige, tværfaglige og relationelle indsats helt afgørende for børns trivsel og udvikling.
Samarbejdet mellem skolen og BFF har gennem Relationel Velfærd udviklet sig til en stærk og velfunderet praksis. Den tidlige tværfaglige indsats har stor betydning for, at problemer opdages og løses tidligt, at familier får kvalificeret støtte, og at børn og unge fastholdes i skole, trivsel og sociale fællesskaber. Indsatsen bygger på tæt koordinering, høj faglig specialviden og tilgængelige medarbejdere på tværs af sektorer.
De foreslåede besparelser – både reduktion i medarbejdere, faglighed og kapacitet i BFF – vil svække den tidlige indsats markant. Det vil føre til længere ventetider og mindre støtte, øge risikoen for, at små problemer udvikler sig til komplekse og omkostningstunge forløb, samt ramme de mest udsatte børn og familier hårdest. Dertil kommer, at forslaget om en mere sektoropdelt tilgang er direkte uhensigtsmæssigt. Børns problemstillinger, herunder skolefravær, kan ikke løses isoleret i én sektor, da de udspringer fra skole og/eller familien og påvirker både skole-, fritids- og hverdagslivet.
Det er veldokumenteret, at tidlig indsats og tværfaglig koordinering reducerer behovet for dyre foranstaltninger, øger familiernes mestring og trivsel og skaber bedre langsigtede resultater for børn og unge. En svækkelse af fundamentet for denne indsats vil således flytte – ikke fjerne – udgifter, og de vil med tiden blive væsentligt større.
På denne baggrund skal jeg stærkt opfordre byrådet til at finde en tværsektoriel løsning på underskuddet i Sociale Forhold og Beskæftigelse og ikke gennemføre besparelser, der underminerer den tidlige tværfaglige indsats. Det er afgørende, at familierne fastholdes som omdrejningspunktet for kommunens fælles kerneopgave, og at økonomien understøtter – frem for svækker – det helhedsorienterede arbejde på tværs af sektorer.
De foreslåede besparelser vil ramme de mest sårbare børn og familier i Aarhus og risikerer at føre til både menneskeligt og økonomisk dyrere forløb på længere sigt. En sektoropdelt tilgang kan ikke løse de komplekse problemstillinger, som udsatte familier lever med. Det kan derimod den tværfaglige, relationelle indsats, som nu er alvorligt truet.
Jeg skal derfor kraftigt opfordre til, at besparelserne revurderes, og at der findes en fælles, langsigtet og ansvarlig løsning, der sikrer de nødvendige rammer for et sammenhængende og forebyggende arbejde til gavn for børn, unge og familier i hele Aarhus Kommune.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Claus Sørensen

Indsendt

20/03/2026 14:35

Udtaler sig som

Myndighed

Organisation

Søndervangskolen

Sagsnummer

HS8076498

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16