Vi blev både overraskede og dybt bekymrede, da vi hørte om forslaget om at erstatte egentlig madlavning med frostretter, der transporteres ud til køkkener og blot opvarmes i en mikrobølgeovn. Det er svært at forstå, hvordan en sådan løsning kan betragtes som en værdig standard for den omsorg, kommunen er forpligtet til at levere.
Forslaget fjerner en vigtig del af hverdagen for de mennesker, som disse tilbud er sat i verden for at støtte. De mennesker, der bliver ramt af denne beslutning, er borgere i Aarhus. Det er ikke en budgetpost, der blot kan reduceres, og det er ikke mennesker, man kan gøre usynlige gennem besparelser. De har ret til respekt, værdighed og en hverdag med indhold.
For mange mennesker med handicap eller autisme er aktiviteter som at planlægge måltider, handle ind og deltage i madlavningen ikke uvæsentlige detaljer. Det er centrale elementer i en hverdag, der giver struktur, selvstændighed og livskvalitet. At erstatte dette med standardiserede frostretter fratager mennesker valgmuligheder, deltagelse og en følelse af selvbestemmelse.
Som alle andre borgere har mennesker forskellige smage, behov og præferencer. Vi ville aldrig acceptere et system, hvor alle familier i Aarhus forventes at spise den samme opvarmede frostmad hver dag. Alligevel er det netop en sådan løsning, der nu foreslås for nogle af de mest sårbare borgere i kommunen.
Jeg er oprindeligt fra London i England, hvor jeg har set andre og mere konstruktive tilgange. I nogle lokalsamfund arbejder mennesker på autismespektret, som er mere selvstændige, med at støtte andre med større behov. Det skaber meningsfulde arbejdspladser, styrker fællesskabet og giver mennesker mulighed for at bidrage aktivt til samfundet. Det viser, at mennesker med handicap ikke blot er en udgiftspost, men borgere med ressourcer og potentiale.
Der er imidlertid en grænse for, hvor meget man kan spare, før kvaliteten og menneskeligheden i velfærdssystemet forsvinder. Hvis denne udvikling fortsætter, hvad vil der så være tilbage? Medarbejdere, der er pressede og demotiverede. Mennesker med handicap, der sidder passivt hele dagen uden meningsfulde aktiviteter. Unge mennesker, der tilbringer deres liv foran en skærm, fordi de muligheder og den støtte, der burde være der, er blevet fjernet.
Derfor må vi stille et enkelt spørgsmål: Ville I acceptere denne form for hverdag for jeres egne børn? Ville I være tilfredse med en løsning, hvor deres muligheder for deltagelse, udvikling og selvstændighed blev reduceret til et minimum? Svaret giver næsten sig selv.
Et samfund må i sidste ende måles på, hvordan det behandler sine mest sårbare borgere. Aarhus har gennem mange år haft ry for at være en fremsynet og ansvarlig kommune. Netop derfor er dette forslag så svært at forstå, fordi det peger i den modsatte retning.
Man kan kun presse en appelsin så meget, før der ikke er noget tilbage. Mange familier føler allerede, at grænsen for besparelser for længst er nået.
Vi opfordrer derfor Aarhus Kommune til at genoverveje dette forslag og i stedet arbejde for løsninger, der styrker værdighed, selvstændighed og et meningsfuldt hverdagsliv for de borgere, der er afhængige af kommunens støtte.
Med venlig hilsen
Helen & Michael -Blake