Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Kvindehuset i Aarhus – og alle de andre
Jeg er så heldig at have kunnet følge Kvindehuset fra dets spæde start og være med til at fejre dets åbning for 18 år siden. Siden har jeg fulgt huset tæt, og set det vokse og konsolidere sig på trods af – undertiden store - økonomiske genvordigheder.
Ikke mindst har jeg set utroligt mange beundringsværdige og dejlige kvinder fra hele verden vokse i mødet med dette hus for kvinder, hvor de har fundet trygt samvær med andre i lignende situation som de selv. De allerfleste af Kvindehusets brugere er jo kommet til Danmark af nød og har måttet etablere nye liv i fremmede omgivelser. Mange har igennem årene givet udtryk for, hvor meget mødet med Kvindehuset har betydet for deres fornemmelse af at finde fodfæste og føle sig trygge i de nye omgivelser.
I Kvindehuset har de kunnet lære dansk, og de har kunnet erhverve sig viden om samfundets indretning og de rettigheder og pligter, vi alle har som borgere. I tidens løb har der været vigtige kreative værksteder, hvor man – samtidig med, at hænderne var beskæftiget – også kunne komme ind på sårbare emner. Der har været mulighed for at lære om børneopdragelse, der har været kursus for bydelsmødre og klub for unge, festlige kulturaftener, hvor de enkelte kulturer med stolthed kunne præsentere alt det, der var særegent for netop dem: mad, påklædning, dans.
Det fører vist for vidt at opremse alle aktiviteter. Men fra de første år var der skarpt fokus på sund kost og gennem alle årene et flittigt brugt fast tilbud om motion. Og der har været rådgivning af vores socialrådgiver bl.a. med hjælp til at forstå de breve, man uundgåeligt modtager som borger i dette land – og til fx at komme på e-boks, melde sit barn i daginstitution eller til sport mmm. En del af den succes, disse tilbud har og har haft, må også tilskrives det faktum, at vores brugere her mødes af kvinder, der selv har indvandrerbaggrund og ud over dansk dækker et større sprogområde.
Tidligt blev der etableret lektiehjælp med frivillige fagpersoner fra mange felter – om søndagen, for det var der, kvinderne bedst kunne komme. Det er ikke få SOSU-hjælpere og -assistenter, sygeplejersker, bioanalytikere m.fl., der har fået uddannelse med støtte fra Kvindehusets lektiehjælp.
Der sker ændringer i løbet af 18 år. For Kvindehusets vedkommende har det bl.a. betydet flytning til en mere bynær position med mulighed for et andet tilbud om lektiehjælp, som nu i større grad ydes til studerende på VUC i løbet af hverdagen. De er jo naboer!
Men én ting har ikke ændret sig! Vores kvinder er mesterkokke. Utallige er de både smukke og velsmagende retter, Kvindehusets kvinder gavmildt har tilberedt og delt, både når der blev inviteret til fest og til hverdag. Og sikke opbud af lækre kager, Kvindehusets kvinder kan diske op med ved festlige lejligheder!
Jo, i Kvindehuset kan man sandelig leve godt og måske for en tid lade hverdagens bekymringer træde lidt i baggrunden. Det glæder vi os over, brugere, frivillige, ansatte. Vi håber, at Kvindehuset får lov til at fortsætte mange år endnu og er taknemmelige for den støtte, vi allerede har fået fra Aarhus Kommune.
Onsdag eftermiddag stod jeg sammen med hundredvis af mennesker foran Rådhuset og hørte engagerede og bevægende fortællinger om andre uundværlige fællesskaber i Smilets By. De Splittergale både indledte med en tankevækkende appel og bandt eftermiddagens indlæg sammen på såvel dybt seriøs og gribende som festlig og munter vis.
Et indlæg mindede os om, at Aarhus gerne vil kendes som netop Smilets By. Lad os huske på det og gøre vores bedste for at bevare det gode smil.
Jeg forstår nødvendigheden af besparelser. Samtidig opfordrer jeg indtrængende til, at man ikke sparer sårbare fællesskaber væk, som det vil kræve ganske overordentligt mange ressourcer og arbejdstimer at forsøge at genetablere, når man – for sent – får øjnene op for, hvor enestående og værdifulde de er. Det drejer sig om værdier, der ikke kan købes for penge, når de først er brudt ned.
Download høringssvar som pdf