Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedr. forslag 4.23 – tilpasning af køkkendrift på botilbud

Besparelser på kommunens bosteder for handicappede
Vi støtter bestemt ikke op om den spareplan der er fremlagt på socialområdet. Igen er det de sårbare og i forvejen udsatte borgeres vilkår der forringes, og vi mener, at grænsen for besparelser på området for længst er overskredet.
Besparelser på området vil koste dyrt på sigt. Desuden, og mere vigtigt er det, at vi, borgerne i Aarhus Kommune, er mennesker, der alle har brug for menneskelighed og fællesskab, for at være i trivsel. En kommune, der nedprioriterer de værdier, der er grundlæggende for menneskers mentale helbred, har ganske enkelt ikke sine borgere på hjerte, og det er vi imod!
Ud af en række besparelsesforslag er der ét forslag der vil få særlig afgørende og ødelæggende indflydelse på beboernes liv: det er kommunens plan at lukke det køkken der, som i alle andre hjem, udgør pulsen og livsnerven i bofællesskabet.

Køkkenet er ikke en isoleret faglig enhed i bofællesskabet. Køkkenet er en levende og vigtig del af hverdagen, og vores søn snakker lige så meget om køkkenpersonalet som resten af personalet og de øvrige beboere.

Nu vil kommunen lukke køkkenet og erstatte dette med færdiglavet mad fra et storkøkken som ikke bidrager til livet i bofællesskabet. Og så tænker du nok: det må blive meget billigere for de borgere som skal leve for en førtidspension. Men nej. Prisen for disse borgere, som er blandt de svageste i vores samfund, stiger med mellem 1.000-1.700 kroner OM MÅNEDEN.
Vores søn bor på Stavtruphus, og han er ikke tilknyttet et aktivitetstilbud, så det job han har i forbindelse med køkkenet, er hans eneste meningsfulde beskæftigelse.
Ved at fjerne denne mulighed vil det føre til en væsentlig forringelse af hans livskvalitet.
Det skal lige nævnes at ca. halvdelen af beboerne går hjemme hele dagen.
De borgere vi snakker om her, har ikke mulighed for at tage et andet sted hen, eller bare gå ud og spise hvis de har lyst til det. De er i langt højere grad end alle os andre bundet til deres bosted og den støtte der er på stedet. Og fra dette sted, som er deres base og fra hvor de skal lære at være selvhjulpe i så høj grad som muligt, er det så tanken at fjerne netop den del af deres hjem, som står for noget så trygt og hjemligt som deres køkken og de mennesker som arbejder her og som er kendt og elsket blandt beboerne.
Aarhus Kommune kan ganske enkelt ikke være dette bekendt. Det er ikke første gang at der snakkes om besparelser af denne slags, og hver gang skaber det stor utryghed. Som forældre skaber det igen den store frygt: hvad skal der blive af mit barn, når jeg ikke længere er her til at tage kampen op?
Jeg opfordrer til, og håber på det inderligste, at politikerne i Aarhus vil genoverveje de besparelser som er fremlagt i sparekataloget, og at de i stedet vil kæmpe for et værdigt liv for vores svageste borgere.
Luk køkkenet og luk for en del af livsglæden.
Venlig hilsen
Karin Niekrenz & Richard Leth
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Richard Leth

Indsendt

20/03/2026 16:15

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS5761454

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16