Vi er meget utrygge ved situationen.
Vi har været igennem flere sparerunder.
Vi føler ikke, vi har en stemme, en stemme, der bliver hørt og som tager os alvorligt.
Vi synes, politikerne prioriterer forkert.
Personalet har i forvejen for travlt til altid at kunne tale med os og med besparelserne bliver det værre.
Vi får næsten ingen besøg af familie og venner, hvilket gør, at vi føler os alene.
Derfor betyder personalet og de aktiviteter, der er, alt for vores livslyst.
Førhen kunne vi komme på Sølund festival, men den mulighed forsvandt med tidligere besparelser. Nu forsvinder den årlige koloni (2 overnatninger) som vi ellers glædede os meget til. Det var i forvejen kun for de af os, der kan holde til at komme af sted, så langt fra alle 40.
Når der ikke er personale nok, kan vi ikke selv bestemme, hvornår vi vil i seng og vi skal skiftes til at spise. Maden er også blevet sparet meget på.
Vi er 40 beboere, der skal være fælles om 1 bus til i alt 6 personer inkl. til ledsagere, men kun to kørestole og vi deler den med andre bosteder.
De få pårørende, der jævnligt kommer, de gør hvad de kan for at gøre en forskel, men der er jo grænser for, hvad de må og de har også deres egen pårørende, som bor her.
Vi håber ikke, der skal spares flere penge, det gør os utrygge.
Vi har alle haft et normalt liv engang, som stoppede brat, da vi pludselig fik en hjerneskade eller fik sklerose.
Vi kan intet gøre for at forbedre vores tilværelse. Vi af afhængige af andre og derfor må personalet ikke få mere travlt. Vi er bekymrede for, at de ikke længere vil arbejde her, hvis alt bliver for presset. Vi er mere end bare et arbejde og personalet er vores venner og vores familie.
