Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Lukning af Galloskolen og øvrige tilbud berører også pårørende

Lukning af Galloskolen og øvrige tilbud berører også pårørende.
Den sparerunde, der her foreslås, åbenbarer på sørgeligste vis den budgetmæssige ulighed og det hul en magistratskommune forvarende eller uforvarende kan falde i.

I det ene magistratsområde an- og omlægges infrastruktur, veje og byområder i en lind strøm, parallelt med, at et andet magistratsområde udhuler den infrastruktur, som deres magistratsafdeling varetager – i dette tilfælde den sociale og samfundsmæssige infrastruktur.

Denne udfordring kan ikke håndteres inden for det enkelte magistratsområde, hvis ikke magistratsområderne er solidariske med hinanden og med den samlede kommune.
Det bør Aarhus Byråd generelt håndtere helhedsorienteret og bedre.

Ved, i dette tilfælde, at fjerne tilskuddet til en række mindre aktiviteter og tilbud, rammer Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse foreslåede besparelsesrunde mange – og i mange tilfælde de svageste.
I de regneark, som budgetterne arbejder med, udgør brugerne måske ikke numerisk mange, og man kan fejlagtig slutte, at besparelserne derfor heller ikke rammer ret mange borgere – udsatte eller ej.

Besparelserne kan derfor fremstå som relativ stor pr. capita, og da brugergruppen er relativt lille, kan man antage, at indgrebet heller ikke vil have en potentiel afgørende indflydelse på de politiske stemmer. Altså en win-win i et økonomisk og politisk perspektiv?

NEJ!

For bag en svag eller udsat borger står en usynlig infrastruktur, der sjældent bemærkes - men som også mærker konsekvenserne af disse nedskæringer.

Der er altså et bredere perspektiv, når man beregner besparelse pr. capita, men man medtager det sjældent, og det er her den politiske payback vil kunne mærkes.

Bag de mennesker, der mærker de direkte konsekvenser af nedlukninger på grund af besparelserne, står forældre, søskende, venner, naboer, netværk og øvrig familie, der også rammes.

Ofte er deres støtte som et computerprogram, der kører ubemærket i baggrunden, men dog et program, der er afhængig af at systemet fungerer.

Det er det system, som I som politikere, er ved at fjerne med dette forslag, der ikke bare har betydning for brugerne af de berørte tilbud, men som også vil lægge yderligere pres på de netværk, der omgiver dem. Et pres, der i sidste ende, sandsynligvis vil kunne mærkes på de kommunale budgetter - men det er jo nok i en anden valgperiode.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Suzanne Ditlevsen

Indsendt

20/03/2026 17:18

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS4922952

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16