Hvis I ikke kender os, kan vi kort fortælle, at Vaskeriet er en socialøkonomisk forening. Vi bor på kanten af Gellerupparken i lejede lokaler i afd. Søvangen, der er en del af Brabrand Boligforening. Her skaber vi fællesskaber, handlemod, øjenhøjde og mangfoldighed hos alle involverede.

Vaskeriet er også en øvebane for mennesker med handicap, der drømmer om at bidrage til fællesskabet og gennem deres arbejde i civilsamfundet udvikler mod og handlekompetence.
Vaskeriet leverer rent vasketøj til private og erhvervskunder i hele Aarhus. Vaskeriet skaber arbejdspladser, samtidig med at der bliver skabt rammer for, at et inkluderende og mangfoldigt fællesskab kan blomstre og udvikle sig. Denne kombination er genial, netop fordi Vaskeriet ikke arbejder med målgrupper, men med mennesker.
Vi er også et samlingssted for borgerne i lokalområdet og i hele Aarhus. Her bygger vi bro over ensomhed, bakker hinanden op og bliver fremkaldt for hinanden som mennesker. Vi har altid kaffe på kanden.

Vaskeriet går med det, der kommer fra neden og lægger stor vægt på, at alle har noget at bidrage med. Alle beslutninger træffes i fællesskab, og det tager vi meget bogstaveligt. På den måde bliver der skabt både ejerskab og ansvarsfølelse hos alle involverede.

Vaskeriet får ikke driftstilskud fra Aarhus kommune. Kommunen KAN købe fire øvebanepladser i Vaskeriet. Prisen på en øvebane i Vaskeriet ligger hverken over eller under en § 103 plads på et af kommunens egne aktivitetscentre, og prisen er fastlagt af forvaltningen selv.
Med fire pladser modtager Vaskeriet 244.100 Kr., plus den kommunale fremskrivningsprocent, om året. Aarhus kommune betaler kun for øvebanepladserne, alt andet er udgiftsneutralt for kommunen. Med det i mente bliver der sparet 0 kroner, hvis I opsiger samarbejdet.
Rådmanden udtaler, at de tilknyttet borgere kan komme ud på kommunens egne øvebaner, men Vaskeriets og kommunens egne øvebaner er usammenlignelige. Vores øvebaner er forankret i et lokalmiljø og i civilsamfundet. Det er kommunens ikke.

Vaskeriet fungerer også som trædesten for dem, der har mistet balancen og håbet og har brug for omsorg og opbakning.
For eksempel udviklingshæmmede, der ikke “passer ind” andre steder, mennesker med langvarig stress og langtidssyge, der har brug for at finde håbet og modet igen. Vi har også haft mange fra STU i praktik, der har brug for at finde ud af, hvad de drømmer om og derefter at blive hjulpet videre ud i verden. Derfor er vi altid flere end de fire øvebaner, kommunen betaler for. Lige nu har vi syv på øvebane. Vi har aldrig gået i for små sko, for det klær’ ingen. Her er plads til dem, der har behov.

Da Omstillingskataloget blev sendt i høring, blev vi forundret over, at vi var beskrevet med urigtige oplysninger. Sidenhen har vi erfaret, at vi ikke er de eneste: Det samme gælder Vimby, Gallo og andre. Det er bekymrende og kritisabelt, at forvaltningen ikke beskriver berørte steder korrekt, så besparelserne sker på ukorrekte oplysninger. Det er på ingen måde i orden, men måske en lettere måde at få besparelserne gennemført.
At vi også var beskrevet som udygtige og dyre, det må forvaltningen selv stå på mål for.
Vi har holdt møder med forvaltningen, ofte mere end en gang om året. Det har været gode og konstruktive møder, hvor vi sammen med driftschefen for Voksne, Handicap og Job og Faglig Service har inspireret hinanden.
I vores samarbejde med kommunen har vi altid lagt op til en åben dialog, så det undrer os meget at man i årevis har været fuldt tilfreds med vores bidrag og aldrig har rejst kritik, hverken af prisen eller den socialpædagogiske faglighed. Tværtimod er vi brugt som det gode og innovative eksempel i mange sammenhænge, lige indtil Omstillingsplanen skulle laves. Man skulle næsten tro, at vi var beskrevet sådan, for at besparelsen nemmere glider ned?

Da vi i Vaskeriet så, at vi var på ”dødslisten” sammen med mange andre fantastiske steder, skabte det stor utryghed. Vi har gjort alt, vi kan, for at bekæmpe utrygheden med rummelighed, forståelse og omsorg for hinanden.
Denne proces er umenneskelig og brutal for alle. For selvom vi på papiret ligner en lille brik, der er nem at pille ud af jeres regneark, så skaber vi ringe i civilsamfundet, og vi sætter spor steder i ikke har overvejet.

Da vi i sin tid skrev under på en samarbejdsaftale med Sociale Forhold og Beskæftigelse var det blandt andet med henblik på at skabe fælles læring i øjenhøjde og at udvikle nye veje til velfærd. Dette har til tider været svært, men vi har faktisk lagt os i selen og gjort os umage hver dag for at leve op til vores del af samarbejdet, og det er lykkedes og kan ovenikøbet dokumenteres via forskning mm.

Aarhus Kommune har selv tidligere formuleret en strategi, hvor civilsamfundet bliver set som en medspiller i velfærdsudviklingen – ikke blot som tilskudsmodtager. Og kommunen har flere gange selv nævnt vigtigheden af at samarbejde med civilsamfundsorganisationer. Men lige nu er Aarhus-kompasset ude af kurs. Vi kan også alle huske, hvor meget der er blevet skrevet op og ned om samskabelse. Kommunen vil (eller ville) gerne udvikle løsninger sammen med borgere og civilsamfund, fordi kommunen gerne vil bevæge sig fra myndighedstænkning til partnerskabstænkning og skabe mere ligeværdige samarbejder med civilsamfundet.
Nu er problemerne åbenbart blevet for vilde - og med omstillingsplanen og i en tid med økonomisk pres og svære sociale udfordringer - trækker kommunen i land. Det mener vi ikke, er en god strategi.
Ja, undskyld os, men vi fatter simpelthen ikke en meter af det: Er det ikke nu i vanskelige tider, at vi skal hjælpe hinanden? I stedet vælger I omstillingsplaner, der er en kæmpe øvelse i eksklusion og forringelse af velfærd og vel også et kontraktbrud, da det var det, vi skulle samarbejde om.

Vi bryder os på ingen måde om at skrive høringssvar. Vi føler, at vi skal tale os selv op og derved taler de andre steder, der bare gør det så godt, ned. Derfor vil vi gerne give et kæmpe high-five til alle de andre i Omstillingsplanen. De gør det så godt, og vores by er ikke det samme uden dem.

De bedste hilsner Katrine og Pia