Jeg skriver som pårørende til en person, der går på Dalgas Skolen.

Jeg har ved selvsyn oplevet, hvordan de rammer, skolen skaber, kan hjælpe folk ud af den isolation, der følger med psykiske lidelser, og kan bringe dem tilbage i lyset. For mit eget vedkommende kan jeg med glæde konstatere, at skolens eksistens har gjort, at jeg langt sjældnere behøver at følge min ægtefælle til psykiatrisk afdeling i Skejby.

Jeg forstår, at kommunen står over for en omfattende og bunden opgave med en række besparelser på socialområdet for at indfase reformen af beskæftigelsesindsatsen - en reform, der blandt andet blev til for at finansiere 10-årsplanen for psykiatrien. Netop derfor forekommer det paradoksalt at slagte velfungerende lokale indsatser på det psykiatriske område for at skaffe denne finansiering.

De beskedne midler, der bruges lokalt på indsatser som Dalgas Skolen, sparer efter in vurdering langt større udgifter i den regionale psykiatri.

Som skatteborger i både kommune og region virker det som uhensigtsmæssig kassetænkning at spare på byen og parkere udgifterne hos regionen. Som menneske giver det ingen mening for mig at træde på dem, der i forvejen har det svært.