Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Omstillingsplan - forslag nr 4.24
Jeg er nært familiemedlem til en af de berørte borgene af forslag 4.24 om at fjerne køkkendrift i handicapboliger.
I de boliger bor mennesker med handicap, som har vidt forskellige forudsætninger for at indgå i og bidrage til samfundet, men som udvikler sig inden for rammerne af de udfordrende grundvilkår, de nu engang tilfældigvis er tildelt. Det er huse fulde af liv og fællesskab. Hvis madproduktionen flyttes ud af huset, fjernes en daglig aktivitet, som har enorm både social, sansemæssig og pædagogisk værdi, og hvor beboerne selv hjælper til og udvikler sig. Beboerne er ofte helt unge mennesker, der med dette forslag kan se frem til i potentielt en hel levetid (!) at blive påduttet mad udefra - noget vi fra enhver anden offentlig madordningssammenhæng ved er ofte både uappetitligt og uinspirerende, til tider uspiseligt - og så tilmed med den frækhed samtidig at hæve prisen for den enkelte borger, og endda uden mulighed for selv at etablere lokal genindførelse af køkkenpersonale. Vi skal bruge vores fælles penge fornuftigt, men at eliminere mulighed for ejenbestemmelse og deltagelse på daglig basis i en så basal og essentiel aktivitet som madlavning, er et gennemgribende og uanstændigt forslag.
Download høringssvar som pdf