Konsekvenserne af omstillingsplanen for socialområdet er mange. I værste fald ender den med at afvikle store dele af et civilsamfund, som har taget årtier at bygge op.

Der er mange steder man kunne starte, og meget at tage fat i. En af mine primære bekymringer er i selve logikken om, at sårbare borgere kan flyttes til “alternativer” og at de alternativer har kapaciteten til at løfte en potentielt meget større opgave. Begge dele er ser jeg som fjernt fra sandheden og resultatet heraf bliver ikke en besparelse – men en regning, der først lander hos de mest sårbare og i sidste ende hos kommunen selv.

Lad os starte med det vigtige - menneskene. Det beskrives i omstillingsplanen, at brugere af mange af de indsatser, der står til at miste deres driftstilskud, kan finde et alternativt sted. Der bliver ikke nævnt hvor. Der er to store problemer her. Først og fremmest, så overser det den motivation og det arbejde, det har krævet, før at et sårbart menneske kom ud af sit hjem og blev en del af et fællesskab. For nogle har det taget årevis. Der ligger en unik historie, nogle særlige livsbegivenheder og kærlige skub på de helt rigtige tidspunkter bag. Nu vil mange sandsynligvis igen ende i deres hjem igen på en rejse mod større social, psykisk og fysisk mistrivsel.

Her bliver man nødt til at stille spørgsmålet - man vil spare omkring 10 mio. på civile organisationer i denne runde - hvor mange borgere skulle de berørte organisationer sammenlagt løfte (forebyggelse af psykiatrisk og somatisk behandling og indlæggelser, mindske behov for mestringsvejledere og sagsbehandlere etc.) før at de penge var tjent hjem igen? Svaret er forsvindende få.

Det andet problem er, at de organisationer som man ser som alternativerne, som man mener kan optage de borgere der mister deres tilbud, længe har været under pres af et stigende antal borgere med mere og mere komplekse udfordringer, grundet de lange ventelister i psykiatrien og de tiltagende mere knappe ressourcer på socialområdet. Hvordan forestiller man sig, at de organisationer pludseligt skal finde mere kapacitet til flere borgere, når de i forvejen har nok at se til, uden at få tilføjet yderligere ressourcer?

Det her handler ikke om, at civilsamfundet skal være fritaget for prioriteringer. Selvfølgelig skal der stilles krav, skabes gennemsigtighed og tænkes i effekt.

Men hvis man vil have et civilsamfund, der kan løfte mere – så kan man ikke starte med at fjerne det fundament, civilsamfundet står på: drift, stabilitet og langsigtethed.

Jeg håber at man vil svare på tre spørgsmål før man sætter “ophør” ud for fællesskaber, som har taget årtier at opbygge:

Hvilke konkrete alternativer findes – hvor, og med hvilken kapacitet?

Hvordan vil man sikre brobygning videre til alternativer?

Hvad er den samlede merudgift, når én borgere falder ud af fællesskabet?