Høringssvar vedr. foreslåede besparelser på Kofoeds Skole Aarhus baseret på erfaringer fra frivilligt arbejde.

Jeg skriver dette på baggrund af mine erfaringer som frivillig på Kofoeds Skole Aarhus, hvor jeg bl.a. har været med i et projekt omkring tone of voice, hjemmeside og sociale medier i samarbejde med nogle af skolens elever. Gennem mit frivillige arbejde har jeg haft løbende kontakt med eleverne og fulgt deres udvikling. Det, jeg beskriver, er noget, jeg har oplevet i praksis.

Jeg vælger bevidst at bruge betegnelsen “elever” frem for “borgere”. Skolens elever er mellem 18-66 år. Det er mennesker, som er i gang med at udvikle sig, lære og tage skridt fremad.

Noget helt afgørende ved Kofoeds Skole Aarhus er deres værdier og tilgang om hjælp til selvhjælp. Det handler ikke om at gøre ting for eleverne, men om at skabe rammer, hvor de selv kan tage realistiske skridt fremad i deres eget tempo. Den lyder enkelt, men kræver tid, relationer og tillid - og det er netop derfor, det virker.

Jeg har oplevet elever møde op på dage, hvor de reelt ikke havde overskuddet, men hvor fællesskabet og relationerne gjorde forskellen. De gik derfra med mere energi og mod, end de kom med. Flere har sagt, at uden skolen ville de have været alene hjemme og fået det dårligere.

Jeg har også set elever gå fra ikke at kunne overskue deltagelse til gradvist at tage ansvar og bidrage. Det er små skridt, men det er netop de skridt, der skaber udvikling. Den udvikling sker ikke af sig selv. Den sker, fordi skolen er et sted, hvor man bliver mødt, som man er, og hvor der er plads til at prøve, fejle og prøve igen.

En vigtig men ofte overset del af fællesskabet er, at elevgruppen rummer både mennesker på førtidspension og mennesker, som er på vej mod arbejdsmarkedet. De elever, som er længere i deres livssituation, bidrager med ro, erfaring og opbakning, og er med til at skabe den tryghed, som gør, at andre tør tage de første skridt.

Min oplevelse er, at denne dynamik styrker fællesskabet og udviklingen for mange elever. Førtidspensionister er derfor ikke en gruppe, der kan undværes uden konsekvenser for kvaliteten af indsatsen.

Hvis man reducerer pladserne for førtidspensionister, ændrer man ikke bare målgruppen, man ændrer også de rammer, som i dag understøtter udviklingen hos mange af skolens elever, herunder dem der er på vej mod arbejdsmarkedet.

Den udvikling, jeg har set, er tæt knyttet til relationer, der er opbygget over tid. Det er ikke noget, man bare kan flytte. Et skift vil betyde, at mange mister fodfæste og falder tilbage.

Kofoeds Skole Aarhus er derfor ikke bare et tilbud blandt andre. Det er et sted, hvor mennesker får mulighed for at skabe en stabil hverdag og udvikle sig i retning af større selvstændighed. Gennem aktiviteter som køkkenarbejde, værksteder og samarbejder med eksterne aktører får eleverne erfaring med at bidrage til noget meningsfuldt. For mange er det et vigtigt skridt mod arbejdsmarkedet bl.a. gennem socialt frikort.

Jeg er bekymret for den antagelse, at eleverne blot kan benytte andre tilbud, hvis der skæres i eller lukkes ned. Min oplevelse er, at tilbud som dette ikke er udskiftelige.

En væsentlig del af værdien ligger også i samspillet mellem ansatte og frivillige. Det store engagement er opbygget gennem mange år og kan ikke flyttes eller genskabes andet sted. Hvis tilbuddene reduceres eller forsvinder, vil denne ressource gå tabt.

Jeg er oprigtigt bekymret for, at man undervurderer konsekvenserne af disse besparelser. Når mennesker mister et stabilt holdepunkt i deres hverdag, øges risikoen for forværring i psykisk trivsel og behov for langt mere omfattende og omkostningstunge indsatser.

I værste fald risikerer vi, at mennesker, der i dag er i positiv udvikling, i stedet ender i mere alvorlige forløb med både menneskelige og økonomiske konsekvenser for kommunen.

Jeg har forståelse for, at kommunen står i en svær økonomisk situation. Netop derfor er det afgørende, at værne om de indsatser, der allerede virker i praksis.

Jeg vil derfor opfordre til, at de foreslåede besparelser genovervejes på baggrund af de reelle konsekvenser.

For mig at se er Kofoeds Skole Aarhus ikke et sted, vi bør spare, men et sted, hvor en besparelse risikerer at blive dyrere end den gevinst, man søger.