Hovedbudskaber
1. “Måltidet er mere end mad – det er en pædagogisk arena, hvor borgere lærer hverdagsfærdigheder, selvstændighed og deltagelse.”
Det er ikke bare en formulering – det er sådan, det fungerer i min datters botilbud i Mårslet. Jeg oplever helt konkret, hvordan måltidet er med til at give hende struktur, tryghed og mulighed for deltagelse i hverdagen. Det er en indsats, vi bør styrke – ikke svække. Derfor bør det lokale køkken bevares og indsatsen udvides, hvilket forudsætter et køkken med bemanding.

2. “Lokal madproduktion styrker nærhed, fleksibilitet og kvalitet og gør måltidet til en integreret del af hverdagen – ikke blot en standardiseret leverance.”
Som pårørende oplever jeg, hvor stor betydning det har, at maden er tæt på og en del af hverdagen. Tre af fire huse i Mårslet oplever maden gennem deres sanser, hvilket gør køkkenet uundværligt. I et af husene, hvor der primært bor unge, som er afsted til aktivitetstilbud, er der behov for høj fleksibilitet grundet individuelle kostbehov (sammensætning, allergier mv.). For min datter – og de øvrige beboere – er måltidet samtidig et af dagens højdepunkter. De kan ønske retter, have maddage og få livretter på deres fødselsdag. Det er ikke en detalje, men en vigtig del af et værdigt hverdagsliv.

3. “Lukning af køkkener forværrer ulighed i sundhed, øger madspild og reducerer borgernes aktive deltagelse i hverdagen.”
Som pårørende er det svært at se, hvordan dette forslag understøtter de mål, vi som samfund stræber efter. Vi ønsker lighed i sundhed, værdighed og hjemlige rammer – herunder et køkken som en naturlig del af hjemmet.

Supplerende pointer:
• Måltidet er en central del af den pædagogiske indsats og borgernes hverdagsliv – ikke blot en serviceydelse
• Lokale køkkener understøtter bæredygtighed, fleksibilitet og kvalitet
• Køkkenerne bidrager til beskæftigelsesmuligheder for beboere
• Forslaget modarbejder arbejdet med lighed i sundhed og medfører samtidig øgede udgifter for den enkelte borger uden tilstrækkelig økonomisk transparens
• Et køkken er en grundlæggende del af et hjem og af borgernes selvopfattelse og identitet
• Køkkenet bidrager til livskvalitet og madglæde

Centrale bekymringer
1. Køkkenet som pædagogisk arena
Måltiderne på botilbuddet i Mårslet – og på botilbud generelt – er en væsentlig del af borgernes hverdag og fungerer som en pædagogisk arena. Jeg oplever som pårørende, hvordan min datter gennem måltiderne får mulighed for at deltage i små, men vigtige hverdagsaktiviteter, som styrker hendes selvstændighed og tilknytning til fællesskabet.
Hvis madproduktionen flyttes ud af bostederne, reduceres disse muligheder, og måltidet risikerer at blive en standardiseret service frem for en integreret del af hverdagslivet.

2. Nærhed, hjemlighed og fleksibilitet
I Mårslet får tre af fire huse maden direkte fra det lokale køkken. For et af husene produceres maden i dagtimerne, og skal klargøres, når borgere er hjemme fra aktivitetstilbud, men køkkenets tilstedeværelse i hverdagen er afgørende. For min datter betyder det, at maden er en del af hendes dag – noget hun kan følge med i og forholde sig til.

Lokale køkkener giver fleksibilitet i forhold til:
• individuelle kostbehov
• variation i fremmøde
• spontane aktiviteter og arrangementer

Denne fleksibilitet vil i praksis blive reduceret ved central produktion.

3. Bæredygtighed og madspild
Lokale køkkener giver bedre muligheder for at tilpasse portioner og anvende råvarer fleksibelt, hvilket kan reducere madspild. Når produktionen centraliseres, øges risikoen for standardiserede portioner og dermed større spild, samtidig med at transportbehovet øges.

Dette kan være vanskeligt at forene med kommunens ambitioner om bæredygtighed.

Samtidig er arbejdet med bæredygtighed og reduktion af madspild en vigtig del af borgernes læring i hverdagen. I Mårslet indgår dette som en del af den pædagogiske praksis, hvilket forudsætter tilstedeværelsen af et lokalt køkken.

4. Lighed i sundhed
Borgere på botilbud har generelt større sundhedsudfordringer end resten af befolkningen, herunder øget risiko for overvægt, underernæring og livsstilssygdomme.

Måltidet er derfor en central arena for arbejdet med sundhed og ernæring. Lokal madproduktion understøtter:
• individuel kosttilpasning
• borgerinddragelse i sunde madvaner
• udvikling af gode hverdagsrutiner

For nogle borgere er behovet for individuel tilpasning helt afgørende. Det gælder også min datter, som er udfordret i forhold til vægt og derfor har behov for en kost, der løbende kan tilpasses hendes situation.

En centralisering af madproduktionen risikerer at svække denne indsats og dermed modarbejde både kommunale og nationale ambitioner om at reducere ulighed i sundhed.

5. Økonomiske konsekvenser for borgerne
Det fremgår af forslaget, at huslejen vil stige i forbindelse med lukning af køkkenerne og etablering af ekstern madordning.
For borgere som min datter, der har en begrænset økonomi, kan selv mindre stigninger have væsentlig betydning for rådighedsbeløb og livskvalitet.

Forslaget indebærer dermed både:
• reduktion af en central funktion i hjemmet
• og en merudgift for borgerne

Dette fremstår vanskeligt at begrunde og kalder på større gennemsigtighed i de økonomiske konsekvenser.

Supplerende perspektiv
Jeg har forståelse for, at kommunen står i en vanskelig situation med behov for prioriteringer og effektiviseringer.

Netop derfor er det afgørende, hvilke områder der vælges at reducere. Forslag om lukning af lokale køkkener rammer en helt central del af borgernes hverdag, trivsel og udviklingsmuligheder – noget jeg som pårørende ser betydningen af hver eneste dag.

Det er et område, hvor konsekvenserne rækker langt ud over det økonomiske, og derfor kalder forslaget på en grundig genovervejelse.

Anbefaling
Jeg anbefaler, at de lokale køkkener bevares og styrkes som en integreret del af den pædagogiske praksis.

Det vil understøtte borgernes trivsel, sundhed, selvstændighed og deltagelse i hverdagslivet – og sikre, at de fortsat har et hjem, hvor måltidet er en meningsfuld del af livet.

Jeg vil desuden opfordre til dialog med de enkelte bosteder, da løsninger bør tage højde for lokale behov – one size does not fit all.