At spare 150 kr millioner, er ikke en nem opgave. Uanset hvor i skær, så er der utilfredshed. Jeg er helt med på hvilken utaknemmelig opgave det er i sidder med.
Men når jeg kigger på det, med mine fedtede briller, så ser det bare alvorlig skævt ud. Virker som om i skær der hvor folk ikke råber så højt.
-det gør man ikke når man ligger nederst.

Jeg er gift med en mand der er socialpædagog. Jeg er førtidspensionist.
Han arbejder på et bosted, med, nu hvor jeg har oplevet dem, to af de sejeste køkken damer, man har set i mands minde..
De kan nemlig noget alle de fantastiske pædagoger i er så heldige at ha ansat på jeres bosteder, ikke kan.
Køkken damerne jeg har mødt, laver mad fra bunden. Sund mad, som beboere får lyst til at spise. Grøntsager der jævnligt vinder over pizzaer og andet usundt.
Det er fordi det ikke bare er mad der kommer ind af døren, det er mad der blir tilberedt og får det hele til at dufte ligesom hjemme hos mor.
Det er også der, ved komfuret man kan få sig en snak, når ens pædagog er blevet irriterende, eller man skal bestille sin yndlingsret til sin fødselsdag.
Det gir livskvalitet. Og er uerstatteligt.
Hvorfor?
I skal få min grund...
På de her bosteder er der også beboere med sukkersyge. Også type 1, som der den insulin krævende diabetes.
Er man udviklingshæmmet, så er slik, fastfood og sukkerholdige drikke en daglig fest, en nydelse, men også en ting der er rogtig svær at styre.
Og jeg ved om nogen hvor det ender...
Jeg fik fik type 1 diabetes som 15 årig. Og jeg har om nogen kostet både sundhedsvæsenet og Aarhus Kommune en ualmindelig stor bunke penge. Jeg har været temmelig dyr i drift.
Jeg har gjort alt det man ikke må, jeg har på lidt over 10 år, formået at smadre min krop, få nærmest alle komplikationer en diabetes kan gi.
Jeg har spist ufattelige mængder af slik og kage, sparket min inulin over i hjørnet i stedet for at ta den og været indlagt langt over 50 gange.
At forebygge koster tæt på ingenting ift at helbrede.
Aarhus Kommune har betalt kassen for at få mig til at virke, både udslusningsbolig og familiepleje.
Det er nok begrænset hvor mange unge mennesker i har råd til at sende videre i den retning.
Det blir for dyrt i længden ... Bare kig på hvad Sahva tar for et par sko.
Det her regnestykke kan man lave med psykiatrien også. Lad nu være med at ødelægge ting der virker.! Mennesker er ikke maskiner, i fixer ikke mennesker ved at fjerne hjælpen.
Det koster så meget mere i den anden ende.
Det er ikke en god investering.
Og jeres ansatte pædagoger blir udbrændt og blir sygemeldt med stress, for de opgiver ikke deres borgere, de knokler bare hårdere og hårdere.
I har ikke plaster nok, til at lukke hullerne, når lokommet brænder.

I kan godt, jeg tror på jer.