Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Hvad Kofoeds Skole Aarhus betyder
Jeg vil hermed udtrykke min dybeste bekymring over de foreslåede besparelser på Kofoeds Skole Aarhus, særligt med fokus på de elever, der er førtidspensionister. Besparelserne vil ikke blot ramme en institution, men rykke fundamentet for mange menneskers mulighed for at opleve værdighed, fællesskab og personlig udvikling.
Kofoeds Skole Aarhus er langt mere end et beskæftigelsestilbud. For elever er skolen et sted, hvor de bliver mødt, set og hørt både i medgang og modgang. Her oplever de følelsen af at høre til som menneske, af at have en stemme, og at være en aktiv del af et arbejdende fællesskab. Skolens strukturer giver rum til refleksion, læring og udvikling, og opgaverne er i høj grad direkte overførbare til arbejdsmarkedet, hvilket skaber motivation, mestring og tro på fremtiden.
At nedlægge eller kraftigt reducere tilbuddet vil ikke blot være et tab for den enkelte elev, men også for Aarhus som by. Det vil være som at “tisse i bukserne” - en kortsigtet besparelse, som på langt sigt vil medføre langt større menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.
Jeg opfordrer derfor til, at beslutningstagerne ser langsigtet på værdien af Kofoeds Skole Aarhus. Det arbejde, de netværk og relationer, og den personlige udvikling, som mange førtidspensionister har opnået gennem skolen, kan ikke erstattes af snævre besparelser. Det er investering i menneskers liv, selvstændighed og trivsel - og i en bedre og mere sammenhængende kommune.
Jeg håber derfor, at de foreslåede besparelser genovervejes, og at Kofoeds Skole Aarhus fortsat kan tilbyde det unikke fællesskab og den støtte, der har gjort en uvurderlig forskel for mange mennesker gennem årene.
Download høringssvar som pdf