Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Bevar Dalgas Skolen i Aarhus
Bevar Dalgas Skolen i Aarhus
Her på falderebet – inden at fristen for høringssvar udløber – vil jeg gerne bidrage med endnu et forsvar for bevarelsen af Dalgas skolen (Lille skole for voksne) i Aarhus!
Jeg har i løbet af de sidste 15 år, som voksenunderviser på Dalgas Skolen i Aarhus erfaret, hvad meningsfulde fællesskaber i kombination med faglige inspirerende læringsrum kan tilbyde unge og voksne psykisk sårbare.
Hvordan hensyntagende undervisning og fælles optagethed af forskellige faglige og kreative fag kan være et skridt på vejen i retning af ”recovery” og et mere meningsfyldt liv. Nogle af kursisterne på Dalgasskolen bruger skolen som en ”pause” på vejen efter et afbrudt uddannelsesforløb, hvor tid og Dalgasskolens undervisning uden pres – gør dem klar til en ny og anden erhvervsretning. Andre bruger skolen som det meningsfulde indhold, hvor fællesskaber, venskaber og faglig inspiration bliver den ramme, som mennesker på arbejdsmarkedet tager for givet.
For fakta viser, at vi alle kan blive ramt af psykisk sygdom eller sårbarhed, som i perioder mere eller mindre vælter os. Og at vi alle i sådan en situation, kunne have brug for et sted, hvor tid, faglighed og fællesskab kan hjælpe os med et bedre afsæt fremadrettet. Uanset om det gælder uddannelse eller ”bare” et mere meningsfyldt og indholdsrigt liv.
Og selvom om du måske ikke selv direkte har/får erfaring med psykisk sygdom, så er der desværre en stor chance for, at du som pårørende gør det. Som mor, som bror, som datter – eller måske som politiker til et nært familiemedlem?
I den situation mangler vi DALGAS SKOLEN og alle de andre lærings- og undervisningstilbud, som pt desværre er i fare for at lukke i Aarhus kommune!
Download høringssvar som pdf