Jeg afgiver dette høringssvar som pårørende til en familie, der er tæt berørt af de specialiserede botilbud i Aarhus Kommune.

Omstillingsplanen giver anledning til alvorlig bekymring. Den indebærer ikke blot administrative tilpasninger, men konkrete reduktioner i den støtte, som nogle af kommunens mest sårbare borgere er fuldstændigt afhængige af i deres hverdag.
Flere af de foreslåede besparelser rammer helt grundlæggende elementer i beboernes hverdag. Reduktion i køkkendrift på botilbud har direkte indflydelse på beboernes livsglæde. Måltiderne er et af de få steder, hvor fællesskabet virkelig mærkes, og hvor beboerne har mulighed for medindflydelse. Det er også en af de få sammenhænge, hvor de kan invitere pårørende ind i deres liv.

Derudover lægges der op til reduktioner i noget så grundlæggende som personlig hygiejne, herunder færre bade. For de fleste mennesker er dette en selvfølge i dagligdagen, men det er et spørgsmål om værdighed for beboerne. At reducere adgangen til personlig pleje er ikke blot en praktisk ændring, men en forringelse af basale menneskelige vilkår.
Beboerne på disse botilbud er afhængige af personale hele døgnet. Omstillingsplanen reducerer personaletimer, hvilket i praksis betyder mindre tid til den enkelte borger. For beboerne er personalet ikke blot ansatte, men relationer, tryghed og i mange tilfælde ses personalet som familie. Når personaleressourcer reduceres, reduceres ikke blot en funktion, men også relationer. Man kan ikke effektivisere relationelle ressourcer uden samtidig at forringe den støtte og tryghed, som borgerne er afhængige af.
Flere beboere oplever allerede nu utryghed ved udsigten til disse besparelser. For en målgruppe, der i forvejen er sårbar og ofte oplever tab af relationer, vil dette kunne forstærke følelsen af isolation, svigt og ensomhed.

Besparelser på personale og støtte har ikke kun konsekvenser her og nu. For borgere med nedsat funktionsevne er en stor del af indsatsen vedligeholdende. Når støtten reduceres, er der en reel risiko for funktionstab både fysisk og psykisk. Dette vil ikke føre til reelle besparelser, men til en forskydning af udgifter. Når funktionsniveauet forringes, øges behovet for pleje, behandling og andre indsatser, og udgifterne flyttes dermed til andre områder ofte med større samlede omkostninger til følge.

Omstillingsplanen indebærer også reduktioner i ferie og aktiviteter. For beboerne er disse ikke luksus, men en afgørende del af deres livskvalitet. Oplevelser uden for botilbuddet giver social kontakt, glæde og variation i en ellers meget struktureret hverdag. For den brede befolkning ville fjernelse af blot få feriedage skabe stor debat. For denne gruppe gennemføres tilsvarende reduktioner uden samme mulighed for at blive hørt.

Af materialet fremgår det, at administrative effektiviseringer udgør en væsentlig del af de samlede besparelser, men at en stor del af besparelserne samtidig rammer den borgernære indsats. Planen er derfor ikke alene en administrativ tilpasning, men indebærer også direkte reduktioner i støtte og velfærd for borgerne.
Mange af de borgere, som rammes af denne plan, har ikke mulighed for selv at deltage i den offentlige debat. Det store antal høringssvar (over 1400) vidner om en betydelig bekymring blandt borgere, pårørende og ansatte. Det bør tages alvorligt.

Besparelser på specialiserede botilbud er ikke blot en økonomisk tilpasning. Det er et politisk valg med konkrete menneskelige konsekvenser for mennesker, der er fuldstændigt afhængige af den støtte, de modtager. Jeg vil derfor opfordre Aarhus Byråd til at genoverveje omstillingsplanen og sikre, at nogle af samfundets mest sårbare borgere ikke rammes uforholdsmæssigt hårdt, bare fordi de ikke "har en stemme", grundet deres situation.

Med venlig hilsen
Jesper Lund Pedersen