Jeg er bekymret for hvad der vil ske hvis støtten forsvinder, og de her organisationer må lukke. De griber folk der ellers ville synke, og hjælper dem på fødderne igen. Jeg tør ikke tænke på hvor jeg ville være i dag, hvis det ikke havde været for Fundamentet.

Efter at have overlevet en lymfomsygdom i midten af 20'erne, havde jeg brug for hjælp til at komme tilbage til livet. Fundamentet greb mig. Jeg følte mig set og forstået på en måde som gav mig styrke til at kæmpe, på et tidspunkt hvor jeg ikke kunne løfte mig selv. Fundamentet var min redning.
De ansatte og frivillige gør en fantastisk indsats for at hjælpe mennekser i sårbare livssituationer, og resultatet er tydeligt. Jeg har oplevet venner og bekendte blomstre op, og kæmpe sig vej til et bedre liv, på en måde der netop er mulig når man har et trygt fundament under sig. Tryghed er så vigtigt for at man kan udvikle sig, og den tryghed er der på Fundamentet.

Jeg ved ikke hvor den tryghed vil kunne findes uden civilsamfundsorganisationerne. Uden dem frygter jeg, at det bliver en meget større byrde for samfundet. Menneskerne der kommer de her steder, stopper ikke bare med at have brug for hjælp. De behov forsvinder ikke. Hvem skal så gribe dem?

Udover at Fundamentet og de ansatte yder noget for brugerne, så er der også en usynlig og ikke målbar effekt, som opstår bare som følge af det fælleskab der er på stedet. Brugerne støtter hinanden, hepper på hinanden, fejrer hinanden. Vi hjælper hinanden med at få det godt. Det koster ikke noget. Men hvor skal vi mødes og støtte hinanden i at blive mere stabile og funktionelle medlemmer af samfundet, uden Fundamentet?

De andre steder jeg kender til hvor man kan få den form for hjælp og fælleskab, står også til at blive lukket hvis støtten forsvinder.