Spring til hovedindhold

Temaer i Ressource- og affaldsplan 2027–2032

Affaldshierarkiet

Arbejdet med planen tager udgangspunkt i en udvidet udgave af Miljøstyrelsens affaldshieraki, også kendt som affaldspyramiden, og forholder sig til fem overordnede temaer: 

  • Forebyggelse
  • Genbrug
  • Genanvendelse
  • Rest efter sortering
  • Deponi

Affaldshierakiet viser, hvad vi skal prioritere, når vi håndterer affald. 

Øverst finder vi de bedste løsninger for miljøet, og jo længere ned vi kommer, desto mindre bæredygtige bliver mulighederne.

Affaldshieraki ikon Affaldshieraki ikon

Forebyggelse (vi undgår affald fra starten)

Forebyggelse handler om at skabe mindre affald, og er den bedste løsning for miljøet. 

Når vi skaber mindre affald, sparer vi råstoffer, energi og CO₂. 

Forebyggelse kan handle om det hverdagsnære, og hvordan vi bliver bedre til at købe ting, der holder længere, reparere i stedet for at skifte ud, undgå unødig emballage og reflektere over vores generelle behov og forbrug. 

Det kan også handle om samarbejde med virksomheder, cirkulære løsninger, indkøb, adfærdsændringer, innovation mm.

I en affaldsplan kan fokus for eksempel være på, hvordan man gør det lettere at vælge de løsninger, der ikke skaber affald.

affaldshieraki forebyggelse ikon affaldshieraki forebyggelse ikon

Genbrug (vi bruger ting igen og igen)

Genbrug handler om at bruge ting igen og igen, uden at vi omdanner dem til nye materialer.

Det kan være alt lige fra tøj, ting til hjemmet eller byggematerialer, der skifter hænder i stedet for at ende som affald.

Når vi genbruger, fortsætter ting deres liv uden ny produktion, og vi sparer råstoffer, energi og CO₂. 

I en affaldsplan kan fokus for eksempel være på indkøbspolitiker og bedre adgang til genbrug, så det bliver nemmere at give ting videre gennem genbrugsstationer, byttebokse, events og andre platforme, hvor ting kan cirkulere lokalt. 

affaldshieraki genbrug ikon affaldshieraki genbrug ikon

Genanvendelse (vi omdanner materialer)

Genanvendelse handler om at omdanne materialer i affald til nye produkter. 

Papir kan blive til nyt papir, glas kan smeltes om til nye flasker og plast kan granuleres og bruges til nye plastprodukter. 

Genanvendelse lykkes, når affald sorteres rigtigt og rent. En ren sortering giver den bedste kvalitet og sikrer, at materialer rent faktisk bliver brugt igen. Derfor er det vigtigt at sortere.  

Genanvendelse er det største tema i arbejdet med planen, og bliver holdt op mod nationale og europæiske mål. 

I en affaldsplan kan fokus være på at gøre rammerne for sortering nemmere og bedre. Her spiller udvikling af ordninger, logistik, kvalitet i materialer og samarbejde med virksomheder en afgørende rolle.  

affaldshieraki genanvendelse ikon affaldshieraki genanvendelse ikon

Rest efter sortering (vi udnytter energien)

Rest efter sortering er den del af affaldet, der er tilbage, når alt det der kan genbruges og genanvendes, er sorteret fra.

Mængden af restaffald fungerer som en slags temperaturmåling på, hvor godt vi lykkes med forebyggelse, genbrug og genanvendelse: Jo mindre restaffald, desto bedre fungerer systemet. 

Restaffaldet bliver typisk sendt til forbrænding, hvor energien udnyttes til el og varme.

I en affaldsplan kan fokus være på at reducere mængden af restaffald ved at gøre det endnu lettere at genanvende, genbruge og forebygge affald i første omgang.

affaldshieraki rest efter sortering ikon affaldshieraki rest efter sortering ikon

Deponi (vi graver affald ned)

Deponi er den løsning, der bruges til det affald, som hverken kan genbruges, genanvendes eller energiudnyttes på en miljømæssigt forsvarlig måde. 

Deponi ligger nederst i affaldshierakiet og er den mindst bæredygtige løsning. 

Affaldet bliver gravet ned på deponier, som vi før kaldte lossepladser. 

Selvom mængderne er relativt små og området er stramt reguleret, har deponi stor betydning for miljøet. 

I en affaldsplan er der derfor fokus på at sikre, at kun det nødvendige affald ender i deponi, og at det sker på den mest ansvarlige måde.

affaldshieraki deponi ikon affaldshieraki deponi ikon

Dialogforum (deltag i dialogen)

I vores dialogforum kan du deltage i dialogen om Ressource- og Affaldsplan 2027-2032. Du kan stille spørgsmål, dele erfaringer og komme med idéer til arbejdet med planens fem overordnede temaer og andet.  

Har du erfaringer fra hverdagen, arbejdet eller fritiden – gode løsninger eller udfordringer – vil vi meget gerne høre dem. Du er også velkommen til at dele forslag til, hvad man selv kan gøre, eller hvilke strukturelle tiltag der kan styrke planen og målet om et mere cirkulært Aarhus. 

Alle input bliver læst, besvaret og brugt til at kvalificere arbejdet med planen. 

Læs mere

Dialog ikon Dialog ikon