Arla Foods er en af landets store eksportvirksomheder og store dele af den danske mælkeproduktion eksporterer vi til en lang række lande i verden. Derfor er Danmarks infrastruktur af væsentlig betydning for Arla - herunder Aarhus havn, hvorfra en betydelig del af vores eksport afskibes.
Aarhus Havn har i de seneste tre år øget containeromsætningen med mere end 25 pct., og som stor kunde på containerterminalen glæder det os naturligvis, at stadig mere gods finder vej ud i verden via Aarhus Havn. Men hvis havnen fortsætter med at øge sin omsætning i de kommende år med samme hastighed, er det ikke svært at forestille sig en situationen om 10 år, hvor Aarhus havn ikke længere kan absorbere godsmængderne. Arealerne på havnen er allerede presset i dag.
For Arla Foods vil alternativet til Aarhus havn eksempelvis være at køre godset til Hamburg havn og afskibe det derfra. Den løsning er hverken konkurrencedygtig for os som virksomhed eller bæredygtig for samfundet.
Infrastruktur kræver lang planlægning, og derfor bakker vi op om, at Aarhus Havn så hurtigt som muligt får tilladelse til at udvide med Yderhavnen.