DLA Piper ser gennemførelsen af planerne om udvidelsen af Aarhus Havn, som en afgørende forudsætning for at kunne fastholde og udbygge havnens betydning som vækstmotor for Aarhus og regionen omkring havn og by. Det er en kendsgerning at havnens betydning for erhvervslivet er markant og afgørende, ikke blot for de mange virksomheder, der fysisk er beliggende på havnen, men også for talrige virksomheder og medarbejdere, der direkte og indirekte nyder godt af havnens førerposition som omdrejningspunkt for Danmarks import- og eksport af varer, og som omdrejningspunkt for den personmobilitet, som færgetrafikken faciliterer.
Det er derfor vigtigt, at udvidelsesplanerne bakkes op af et bredt politisk flertal, således at den rivende udvikling Aarhus og omegn gennemlever disse år, hvor prognoserne viser en befolkningstilvækst på 100.000 frem mod 2050, kan understøttes af den nødvendige infrastruktur - herunder ikke mindst udvidelsen af Aarhus Havn.