Forslaget til ny østlig udvidelse af Aarhus Havn er af ganske stort omfang, og vil betyde inddragelse af en væsentlig del af bugtens vandareal. Udvidelsen vil derfor have væsentlige konsekvenser for den visuelle oplevelse mellem by, kyst og bugten og formentlig også af den miljømæssige påvirkning af havmiljøet.
Fra vor side handler det særligt om konsekvenserne for havmiljøet, biodiversiteten, faunaen og fiskebestandene. Dernæst om mulighederne for offentlighedens adgang til havnearealerne, og særligt om mulighederne for adgang til lystfiskeri fra kajer og moler.
Vi forventer, at de forestående miljøvurderinger grundigt belyser og beskriver konsekvenserne af den nye havneudbygning, både vedrørende anlægsfasen og for de endeligt etablerede anlæg. Herunder bl.a. om uddybning af sejlrende, strømforholdene, livet på havbunden, påvirkninger af plante-, dyreliv og fiskebestande.
Ideen om Blueline Park finder vi positiv - og kan vel opfattes som en kompensation for inddragelse af vandarealet i bugten. Vi finder idéoplægget positivt. Efterfølgende kan vi gå nærmere ind i udformningen og faciliteterne i området. Går ud fra, at det i KP tillæg udlægges til Offentligt RE-område. Vi kan dog godt ønske, at afgrænsningen mod havet ikke bare er en lige linje, men en mere organisk linje med stenrev, der bryder linjen og skaber variation og mindre vige. Det er vort ønske, at Blueline Park etableres i den tidligste fase af havneudbygningen. Ellers risikerer vi - med den lange tidshorisont der er beskrevet for etableringen af det nye havneområde - at der i flere årtier ikke er adgang til østmolen og det østlige havneområde for offentligheden.
Mvh. Arne Bager
Formand for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere, ØLF
Koordinator, Danmarks Sportsfiskerforbund, Natur- og Miljøteam Aarhus og Djursland