Ret til løbende logopædisk træning for borgere med afasi

Forslaget

Hvert år rammes mange borgere i Aarhus af stroke, og omkring en tredjedel udvikler afasi – en alvorlig kommunikationsforstyrrelse, der påvirker evnen til at tale, forstå, læse og skrive.

I dag modtager mange borgere kun 10–30 timers taletræning, hvorefter forløbet afsluttes – uanset behov.

Dette står i kontrast til:

• den dokumenterede effekt af intensiv og vedvarende træning
• og den måde, vi behandler fysiske skader, hvor vedligeholdelsestræning er almindelig

Konsekvensen er, at borgere:

• mister muligheden for yderligere fremgang
• isoleres socialt
• udvikler øget risiko for depression

• og i værste fald mister tilknytning til arbejdsmarked og fællesskab

  Problem

• Den nuværende praksis i Aarhus Kommune er kendetegnet ved:
• For korte og standardiserede forløb
• Manglende opfølgning efter endt træning
• Manglende ligestilling mellem sproglige og fysiske skader
• Risiko for livslang funktionsnedsættelse, som kunne være reduceret
• Afasi er ikke et kort forløb – det er en langvarig rehabiliteringsproces.

Hjernen har størst evne til at genoptræne sprog i årene efter en skade, men også senere kan der ske forbedringer – hvis træningen fortsætter.

Ved at tilbyde årlig vurdering og adgang til vedligeholdende træning kan kommunen:

• øge borgernes livskvalitet
• reducere ensomhed og psykiske følgevirkninger
• styrke deltagelse i samfund og arbejdsmarked
• potentielt reducere fremtidige sociale og sundhedsmæssige udgifter

At miste sproget er at miste sin stemme i samfundet.

Aarhus Kommune har mulighed for at gå forrest og sikre, at borgere med afasi ikke overlades til sig selv, når den første træning stopper.

Bemærkninger

Ingen bør miste retten til at blive hørt – fordi træningen ophører.

Borgere med afasi i Aarhus Kommune modtager i dag ofte kun et begrænset antal timers logopædisk træning – typisk mellem 10 og 30 timer – hvorefter indsatsen afsluttes, uanset borgerens videre rehabiliteringspotentiale.

Dette skaber flere alvorlige problemer:

For det første betyder den korte indsats, at mange borgere ikke får mulighed for at udnytte hjernens dokumenterede evne til at genoptræne sproglige funktioner, særligt i de første år efter en hjerneskade. Uden tilstrækkelig og vedvarende træning risikerer borgeren et varigt og unødvendigt funktionstab.

For det andet fører manglende sproglig rehabilitering ofte til sociale og psykiske konsekvenser. Når evnen til at kommunikere er nedsat, bliver det svært at deltage i samtaler, fastholde relationer og indgå i fællesskaber. Dette øger risikoen for isolation, ensomhed og depression.

For det tredje skaber den nuværende praksis en ubalance i rehabiliteringsindsatsen, hvor fysiske skader prioriteres højere end sproglige. Borgere med lammelser tilbydes ofte længerevarende og vedligeholdende træning, mens borgere med afasi – som har en lige så indgribende funktionsnedsættelse – ikke får samme mulighed.

Derudover mangler der systematisk opfølgning. Når et træningsforløb afsluttes, sker der ofte ingen senere vurdering af, om borgeren fortsat har potentiale for forbedring eller behov for vedligeholdelse. Dette betyder, at borgere med udviklingsmuligheder ikke bliver identificeret og støttet.

Samlet set medfører den nuværende praksis, at:

• borgere mister mulighed for yderligere fremgang
• livskvaliteten forringes
• risikoen for psykiske følgevirkninger øges
• og nogle borgere mister tilknytning til arbejdsmarked og samfund

Forslaget skal derfor sikre, at borgere med afasi i Aarhus Kommune får en mere sammenhængende, fagligt funderet og behovsbaseret indsats, hvor sproglig rehabilitering sidestilles med fysisk genoptræning, og hvor ingen borgere efterlades uden mulighed for videre udvikling eller vedligeholdelse.