Der er en mindretalsudtalelse fra Enhedslisten de Rød-Grønnes byrådsgruppe. Radikale Venstres byrådsgruppe tilsluttede sig Enhedslisten de Rød-Grønnes mindretalsudtalelse. Er vedlagt lokalplanen.
Der foreligger et udkast til udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21b, stk. 2, nr. 3. mellem Aarhus Kommune og grundejeren, Ejendomsselskabet Mogens de Linde A/S.
Ved aftalen forpligter grundejeren sig til følgende infrastrukturanlæg:
• Ombygge den sydlige side af Ceres Allé ud for Ceres Allé 11 til en bygade, der understøtter den nuværende anvendelse af området inklusive etablering af kantsten, anlæg af rabat, fortov samt etablering af belysning, beplantning med hestekastanje, overkørsel/portadgang og nedgravet renovationsløsning i henhold til AffaldVarme Aarhus’ retningslinjereponere,
• Anlægge fortov langs stikvejens østlige afgrænsning mod matrikel 4y og etablering af forbindelse for lette trafikanter mellem stikvejen og den offentlige sti samt
• Anlægge kantzoner langs byggefeltets afgrænsning mod omgivelserne.
I henhold til § 10 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er der truffet afgørelse om, at lokalplanen og kommuneplantillægget er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 3, idet planen fastlægger anvendelsesbestemmelser for anlæg opført i lovens bilag 1 og 2, samt er omfattet af Aarhus Kommunes Højhuspolitik. Miljørapporten er udarbejdet som en selvstændig rapport, der er fremlagt offentligt i samme perioden som forslag til lokalplan og kommuneplantillæg.
Klager over retlige spørgsmål i forbindelse med Aarhus Kommunes afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder link til via siden naevneneshus.dk. Klageportalen ligger også på borger.dk og virk.dk. Du logger på med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Aarhus Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Plan, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, pbm@mtm.aarhus.dk der herefter videresender anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. Klage skal være indgivet inden 4 uger efter offentliggørelsen af denne afgørelse.
For lokalplanområdet som helhed kan der være fastsat bestemmelser om bl.a. formål, område og opdeling, anvendelse, udstykning, trafikforhold, teknisk forsyning, bebyggelsens omfang og placering, bebyggelsens udseende, opholdsareal, hegn og beplantning, støjforhold, særlige forudsætninger for ibrugtagen af ny bebyggelse, grundejerforening og tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder.
Fremlæggelsen af forslaget for offentligheden medfører et midlertidigt forbud mod enhver bebyggelse, udstykning, nedrivning og ændret anvendelse af ejendommene i lokalplanområdet, der vil kunne foregribe indholdet af den endelige plan. En eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte uændret. Disse midlertidige retsvirkninger gælder, indtil der er vedtaget og offentliggjort en endelig lokalplan, dog højst i et år fra tidspunktet for offentliggørelse af forslaget. Efter udløbet af den tid, hvor forslaget er fremlagt for offentligheden, vil det være muligt for kommunen at fravige forbuddet og tillade, at en ejendom bebygges eller på anden måde udnyttes i overensstemmelse med lokalplanforslaget, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om et større bygge- og anlægsarbejde.
Lokalplanforslaget er godkendt på Byrådsmøde den 18-12-2019. I referatet fra mødet kan du se indstillingen og alle bilag.
H146
TEKNIK OG MILJØ
Plan, Byggeri og Miljø
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00