Ny containerterminal på Aarhus Havn
Høringssvar til afgrænsningsnotat vedrørende etablering af ny containerterminal på Aarhus Havn (Omniterminalen)
28. april 2026
Høringssvar til afgrænsningsnotat vedrørende etablering af ny containerterminal på Aarhus Havn (Omniterminalen)
Samtank A/S hilser enhver udvikling af aktiviteterne på Aarhus Havn meget velkommen. Det er samtidig også vigtigt for Samtank, at udviklingen ikke begrænser de eksisterende aktiviteter på havnens arealer.
Samtank A/S ønsker, at følgende forhold undersøges nærmere:
Trafikforhold: I projektbeskrivelsen angives at den eksisterende infrastruktur på havnens arealer skal benyttes. Samtank ønsker nærmere belyst om en enkelt vognbane ind til havnens øvrige virksomheder kombineret med den øgede trafik til ny containerterminal er tilstrækkeligt til at undgå kø i spidsbelastninger? Gate Vest og Oliehavnsvej er den eneste indgangsvej til Olieterminalen, og der er dermed risiko for kødannelse og opstuvning af trafik ud mod krydset Oliehavnsvej/Østhavnsvej.
Den øgede trafikmængde vil også sikkerhedsmæssigt være en udfordring, da Beredskabet kan have vanskeligt ved at nå frem til de eksisterende risikovirksomheder på Oliehavnen i tilfælde af uheld.
Samtidig vil Oliehavnsvej og de øvrige vejstrækninger være særdeles farlige for bløde trafikanter idet der ikke er afmærkede cykelsti eller gangareal, fodgængerfelter mm.
Projektbeskrivelse angiver heller intet opmarchområde inde på containerterminalens område i forbindelse med området for Gate ind/ud. Det vil betyde, containertrafikken ved opstuvning kan blokere for den øvrige trafik på Omnivej, Silicavej og ned mod Bahreinvej og Oliehavnsvej. Det bemærkes, at den eksisterende containerterminal på Østhavnsvej (APM Terminals A/S) har opmarchområde inde på eget areal til mange lastbiler, hvorved kø på vejstrækninger minimeres.
Geografisk afgrænsning: Lokalplan 901 for området angiver en bufferzone fra eksisterende olietankanlæg på 100m, hvor der ikke kan etableres kontorer, kantine og lignende opholds- og velfærdsarealer. Der bør heller ikke etableres et opmarchområde/ventezone for containerlastbiler indenfor denne zone.
Lokalplan 901 beskriver følgende: Miljøministeriets cirkulære nr. 37 af 20. april 2006 om planlægning af arealanvendelsen indenfor en afstand af 500 meter fra risikovirksomhed er gældende for lokalplanområdet. Cirkulæret skal sikre, at kommunalbestyrelsen også inddrager risikovurderinger i forbindelse med kommune- og lokalplanlægning af naboarealer til risikovirksomheder. Efter cirkulæret skal kommunalbestyrelsen inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nær mere end 500 meter fra en risikovirksomhed.
Samtank anfægter at de eksisterende risikovirksomheder ikke er blevet tilstrækkeligt involveret i projektet. En involvering tidligt i projektfasen vil give de bedste muligheder for at etablere en moderne containerterminal, der kan fungere uden at indskrænke de nuværende risikovirksomheders aktivitet og godkendelser.
Risikoforhold og dominoeffekt: Det angives i projektmaterialet at der ikke skal håndteres farligt gods i mængder, der overstiger tærskelmængderne i Risikobekendtgørelsen. Der angives derfor at projektet ikke skal belyses yderligere i forhold til risiko for større uheld og dominoeffekt ind mod de eksisterende risikovirksomheder på Oliehavnen. Samtank finder det højst usædvanligt at en moderne containerterminal, med kapacitet på 800.000 TEU, drevet af verdens største rederi ikke håndterer farligt gods i mængder, der er sammenlignelige med den eksisterende containerterminal.
Der mangler en præcis beskrivelse af, hvordan det farlige gods i praksis vil blive håndteret, hvis det uventet alligevel skulle ankomme til terminalen (både med lastbil og skib).
Tidligere praksis og krav til sagsoplysning (ALC sagen):Det bemærkes, at Aarhus Kommune tidligere har haft en sag vedrørende etablering og drift af containerterminal drevet af Aarhus Logistics Center (ALC), hvor den daværende klageinstans ophævede og hjemviste kommunens tilladelse til drift af terminalen.
Afgørelsen viste, at grundlaget for kommunens vurdering – herunder i relation til håndtering af farligt gods, mængder, opholdstid, risikoforhold samt stillingtagen til, om risikobekendtgørelsen fandt anvendelse – ikke var tilstrækkeligt oplyst.
Denne præcedens understreger vigtigheden af, at den aktuelle miljøkonsekvensvurdering for den nye containerterminal tilvejebringer et fuldt, dokumenteret og konsistent beslutningsgrundlag, herunder:
– typer og mængder af farligt gods,
– reelle opholdstider og oplagsforhold,
– samlet risikobillede og samspil med eksisterende risikovirksomheder på havneområdet
– beredskabsmæssige forhold og konsekvenser ved større uheld.
Samtank opfordrer derfor til, at miljøkonsekvensvurderingen for den nye containerterminal indeholder:
• en uvildig undersøgelse af den øgede trafikmængdes indflydelse på de nuværende trafikforhold gennem Gate Vest, Oliehavnsvej og det øvrige vejnet på havnens arealer på Oliehavnen
• en samlet vurdering af det indbyrdes samspil mellem den nye containerterminal og Samtanks aktiviteter
• en vurdering af, om etableringen ændrer de risikoforudsætninger, som Samtanks eksisterende godkendelser og beredskabsplaner hviler på
• en klar stillingtagen til, om der er behov for justeringer af risikozoner, afstandsforhold eller beredskabsmæssige forudsætninger som følge af den nye terminal.
Hvis ovenstående tages til efterretning, vil det efter Samtanks mening sikre at ”alle sten er vendt” og der ikke dukker uforudsete forhindringer op for den nye containerterminal i området. Dette vil også samtidig sikre, Samtank kan fortsætte de nuværende og fremtidige aktiviteter med den nye nabo.
Se venligst bilag 1 om afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet for de nærmere detaljer i ”ALC sagen”.
Med venlig hilsen
Samtank A/S
Mette Linnemann Nielsen
QHSE Manager
Mob + 45 29 40 07 06
Mail: melini@samtank.dk
Bilag: OPHÆVELSE OG HJEMVISNING AF AFGØRELSE om vurdering af risikovirksomhed i Aarhus Kommune.
Download høringssvar som pdf