Ny containerterminal på Aarhus Havn
Høringssvar til "Ny Containerterminal på Aarhus Havn".
Høringssvar 29. april 2026
Afgrænsningsnotat
Miljøkonsekvensvurdering af ny containerterminal på Aarhus Havn
Kære Aarhus Kommune, Teknik og Miljø.
Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer (FAØ), der repræsenterer 35 ejer-, bolig- og fritids-foreninger på Aarhus Ø med tilsammen ca. 7.000 beboere og medlemmer, har med stor interesse modtaget invitationen til at indgive Høringssvar om ”Afgrænsningsnotat - Miljøkonsekvens-vurdering af Ny containerterminal på Aarhus Havn”, og afgiver hermed høringssvar til det fremlagte Afgrænsningsnotat.
FAØ har dels nogle generelle bemærkninger og dels nogle specifikke områder, anbefalinger og vurderinger til Afgrænsningsnotatet.
Generelle bemærkninger:
Udviklingen af Aarhus Havn og Aarhus Ø har de seneste år været forbundet med en omfattende byudvikling i de tidligere havneområder. Aarhus Ø er i dag et af landets største byudviklingsområder med pt godt 7.000 beboere, og Aarhus Kommune arbejder samtidig med yderligere boligudbygning på Pier 3 med yderligere 5.000 beboere, foruden ca. 5.000 arbejdspladser samt mange tusinde besøgende og fritidsaktive på Aarhus Ø.
Denne udvikling forudsætter, at planlægningen af Aarhus Havns aktiviteter og den bymæssige udvikling og tætte boligbebyggelse på Aarhus Ø sker i en samlet og afbalanceret proces, hvor hensyn til både erhverv, miljø, trafik og ikke mindst borgernes helbred og sikkerhed indgår.
Etableringen af en containerterminal på Omniterminalen aktualiserer imidlertid en grundlæggende konflikt mellem disse hensyn. Containerterminaldrift er blandt de mest intensive og belastende aktiviteter på en erhvervshavn, både i forhold til støj, døgnkontinuerlig drift, tung trafik og potentielle risikoforhold, herunder håndtering af farligt gods.
Samtidig ønskes terminalen placeret i umiddelbar nærhed af eksisterende og planlagte tætte boligområder på Aarhus Ø, idet afstanden fra Omniterminalen til både eksisterende boligbebyggelse på Aarhus Ø og kommende boligbebyggelse på Pier 3 er under 500 m. Til sammenligning er afstanden til den eksisterende Containerterminal på Østhavnen godt 1100 m.
FAØ har forståelse for, at Aarhus Kommune og Aarhus Havn har brug for større container-håndteringskapacitet, men Afgrænsningsnotatet til Miljøkonsekvens-vurdering af Ny containerterminal på Aarhus Havn, giver et stærkt bekymrende indtryk af, at hverken borgernes sikkerhed, støjgener eller andre væsentlige forhold vægter særlig højt sammenlignet med hensynet til en operatør på Aarhus Havn.
Høringssvaret fokuserer på væsentlige retlige og faglige mangler i afgrænsningen, som bør adresseres for at sikre en fyldestgørende og lovlig miljøkonsekvens-vurdering. Dette er specielt omkring:
1 Manglende og utilstrækkelig behandling af risikobekendtgørelsen (Seveso)
2 For snæver og utilstrækkelig geografisk afgrænsning
3 Manglende vurdering af rimelige alternativer
4 Utilstrækkelig vurdering af kumulative effekter
5 Manglende transparens om driftsforudsætninger
Hele Høringssvaret vedlagt nogle illustrationer og tilhørende information er vist i vedlagte Pdf-fil, hvor ovennævnte specifikke områder, anbefalinger og vurderinger til Afgrænsningsnotatet er beskrevet.
Afsluttende bemærkninger:
Sammenfattende er det vores vurdering at det foreliggende Afgrænsningsnotat ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at væsentlige miljø- og risikoforhold for en ny Containerterminal på Omniterminalen bliver belyst på et fyldestgørende og retvisende grundlag.
Containerterminaldrift er ikke omfattet af gældende lokalplan nr. 901 for Omniterminalen, jævnfør tidligere retsafgørelser, og en ny Containerterminal forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan for området og eventuelt kommuneplantillæg.
FAØ vil gerne udtrykke sin store bekymring over, at en vurdering af hele risiko og sikkerhedssituationen samt miljøvurderinger for en ny Containerterminal på Omniterminalen forsøges fravalgt, specielt i en tid, hvor der findes mange årsager til at være ekstra påpasselige.
Aarhus Kommune bør tilgodese borgerne og beboernes sundhed, helbred og sikkerhed, fremfor at tilgodese en operatør på Aarhus Havn, som i forvejen kan blive betjent på den eksisterende APM-containerterminal.
Aarhus Havn har allerede en stor containerterminal, som vil kunne udvides med væsentlig større kapacitet, så hvorfor skal der etableres en ny containerterminal, som ligger tættere på Aarhus Ø og Pier 3, og som ovenikøbet ikke skal leve op til de samme sikkerhedskrav som den eksisterende.
Med venlig hilsen
Ole L. Mikkelsen / Bestyrelsesformand og Torben Juul / Næstformand
Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer
Irma Pedersens Gade 87, 15.
DK-8000 Aarhus C
mobil: + 45 24 80 82 77
email: olm@faoe.dk
website: www.faoe.dk
Download høringssvar som pdf