Jeg mener, at den kommende miljøkonsekvensvurdering af ReWater-projektet ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at der findes alternativer til inddragelse af søterritorium. Det bør være et grundlæggende krav, at alle realistiske alternativer på land undersøges ligeværdigt og seriøst, før man konkluderer, at udvidelse i Aarhus Bugt er nødvendig.
I den forbindelse finder jeg det også nødvendigt at pege på, at den hidtidige proces efter min vurdering ikke har levet op til dette princip. Processen burde have taget udgangspunkt i en bred og åben analyse af reelle alternativer og deres konsekvenser, før man indsnævrede feltet og præsenterede den løsning, som bygherren – Aarhus Vand – foretrækker. I stedet fremstår det som om, der relativt tidligt er sket en fastlåsning omkring én hovedløsning, hvorefter arbejdet i vidt omfang har bevæget sig inden for denne ramme. Det risikerer at gøre projektforståelsen selvforstærkende og i praksis selvopfyldende, frem for at sikre en reel afdækning af, hvad der samlet set er den bedste løsning.
Der foreligger efter min vurdering en række oplagte muligheder, som ikke er tilstrækkeligt belyst i det hidtidige materiale. Det gælder blandt andet en etapevis udbygning, hvor eksisterende arealer i højere grad genanvendes, en mere kompakt og teknisk optimeret anlægsløsning samt en midlertidig inddragelse af nærliggende arealer i anlægsfasen. Disse greb kan potentielt reducere både arealbehov og anlægspres, men fremstår ikke reelt efterprøvet i det foreliggende beslutningsgrundlag.
Det er samtidig afgørende, at den kommende MKV forholder sig åbent til alternative arealplaceringer i området, herunder Norecco-grunden. Jeg deler ikke præmissen om, at denne grund nødvendigvis er bundet til havnerelateret aktivitet i havnelovens forstand. Tværtimod bør det vurderes, om arealet kan anvendes til et anlæg af denne samfundsmæssige betydning, hvis det samlet set reducerer behovet for indgreb i bugten.
Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at en inddragelse af søterritorium ikke alene indebærer betydelige økonomiske omkostninger, men også en anlægsperiode på op mod fire år. Disse ressourcer og denne tid kunne efter min opfattelse langt bedre anvendes på at udvikle løsninger, der i højere grad respekterer det omkringliggende havmiljø.
Det helt overordnede hensyn må være klart: Aarhus Bugt er et sårbart naturområde, som allerede er under pres. Derfor bør enhver yderligere inddragelse af havareal være absolut sidste udvej og kun ske, hvis det kan dokumenteres, at alle landbaserede alternativer er reelt udtømte.
