Jeg arbejder på Steinerskolen, hvor vi har ca 500 elever. Derudover findes børnehaver, vuggestuer og en integreret institution også på vores matrikel. Vi bruger jævnligt Tangkrogen sammen med eleverne. Både til undervisningsformål og til sociale sammenkomster (fx mellem forældre). Tangkrogen er en del af vores kulturelle DNA på skolen og vi nyder alle at komme over blandt de hyggelige joller og de mennesker, der bruger dem. Vi tegner, laver geometriske figurer i sandet, spiller rundbold i idræt, tester lydudstyr i fysik, sender flaskeposter i indskolingens danskperioder og meget mere. Vandet er dejligt for vore store elever at mødes i efter skoletiden og fællesskaber opstår på tværs af klasserne i den frie leg i vandet. Forældre mødes til pizzaarrangementer i disse uformelle og rummelig rammer.
Om sommeren summer Tangkrogen af lov og det er tydeligt, hvor meget lokale har glæde af denne naturlomme.
Mit ønske er, at byrådet medtager den sjælenæring, Tangkrogen bidrager med i overvejelserne, selvom denne ikke kan omsættes i et excelark.