Er det stort og dovent – eller findes der en lille og vågen løsning?
Fremtidens spildevandsrensning kræver modige valg

Danmark har længe været et foregangsland, når det gælder vandteknologi og miljøhensyn. Et symbol på denne stolthed er det kommende ReWater-anlæg i Aarhus, der skal være verdens mest ressourceeffektive renseanlæg. Men projektet er også et produkt af en længere historisk og politisk proces, der begyndte allerede i 1980’erne, og som først nu tager fysisk form.

Visionen er ambitiøs: en global reference for vandrensning og en arkitektonisk attraktion, som Henning Larsen Architects har peget på potentielt kan overgå Moesgaard Museum i besøgstal. Men vi står samtidig over for et dilemma, der ikke kan ignoreres: Er det centraliserede anlæg, som ReWater repræsenterer, den eneste vej frem?

Nye teknologiske løsninger peger i en anden retning. Små, decentrale anlæg som Watopi, der kan placeres tæt på kilden, vinder frem. De tilbyder fleksibilitet, lavere etableringsomkostninger og reduceret transport af spildevand. I en fremtid præget af klimaforandringer, pressede ressourcer og behov for øget robusthed kan decentrale systemer vise sig mere modstandsdygtige end få store, sårbare enheder.

Vi må også stille spørgsmålet: Hvordan gør vi forbrugerne til en aktiv del af løsningen? Et differentieret afgiftssystem, hvor de, der bruger mindre vand og afleder mindre end gennemsnittet, belønnes med en lavere enhedspris, mens de, der forbruger mere, betaler mere, vil være et naturligt stok-og-gulerodsprincip. Det bygger på det danske forbruger- og forurenerprincip: at forbrugeren og forureneren betaler.

Aarhus Kommunes affaldsanlæg på Lisbjergbakken er et andet eksempel på moderne, synlig infrastruktur. Da det blev opført, var ideen en monumental “affaldskatedral” på toppen af bakken – et flot symbol på, at aarhusianerne gør noget ved den grønne omstilling. Men også her møder vi virkelighedens grænser. Mængden af affald til forbrænding falder, og derfor må Lisbjerg-anlægget med tiden sandsynligvis reduceres eller udfases – selv om det står som et varigt monument over byens forsyningsstruktur.

Det illustrerer, hvordan store anlæg – selv med de bedste intentioner – kan miste relevans over tid (som de tomme kirker). Et eftertænksomt eksempel er Amager Bakke, som i dag må importere affald fra blandt andet Tyskland og Storbritannien for at kunne levere den planlagte mængde fjernvarme. Det viser, hvor sårbare store anlæg kan blive, når de er afhængige af stabile mængder af en ressource, som politisk og samfundsmæssigt er under pres for at blive reduceret, nu da vi rimeligt effektivt er begyndt at sortere vores affald, ydermere genbruges mere og mere, d.s mindre og mindre affald til at etablere fjernvarme med.

Og så må vi spørge: Hvad har Aarhus Kommune og særligt Kredsløb undersøgt gennem de sidste 40 år? Har man ensidigt sigtet mod ét stort centralt anlæg? ReWater planlægges med kapacitet til op mod 600.000 borgere – en befolkningsfremskrivning frem mod 2060.
Det er en stor investering, som borgerne skal finansiere her og nu. Kunne man i stedet bygge til 400.000 borgere og dække fremtidige behov med nye, decentrale og successive teknologier?

Vi bør huske, hvor vores vandteknologiske styrkeposition udspringer fra. Mange af de virksomheder, som i dag sætter globale standarder, har rødder i lokale, fællesejede initiativer med landbruget som drivkraft. Her opstod innovationen hos græsrødder, smedemestre og maskinfabrikanter i samarbejde med ingeniører og arkitekter – drevet af praktisk nødvendighed og kollektiv vilje. Det er den samme tankegang, vi bør lade inspirere nutidens beslutninger.

Ifølge dagspressen er prisen nu oppe på over syv milliarder kroner, med de seneste byggeprojekter som Aarhus Kommune her budgetteret ved vi jo alle at prisen indimellem stort set dobles op. Et astronomisk beløb med mange ubekendte – ikke mindst fordi placering og udformning endnu ikke er endeligt fastlagt. Samtidig er ReWater planlagt til at være fremtidssikret i 50–80 år.

Anlægget dimensioneres til en befolkning, der er væsentligt større end i dag – typisk op mod 450.000–600.000 personer. I dag er vi cirka 300.000 tilsluttet. Dermed skal aarhusianerne finansiere et meget stort anlæg nu og her. Spørgsmålet er, om man i stedet kunne udbygge successivt og decentralt.

Har Aarhus Kommune i tilstrækkelig grad undersøgt denne vej? Meget tyder på, at udviklingen internationalt bevæger sig mod decentrale løsninger: billigere, mere fleksible, mindre sårbare og ofte mere effektive.

Man kan også skære det ud i pap med et citat fra Knud Romer: “Småt er godt, stort er lort.”

I den store samfundsfortælling befinder vi os i en overgangstid. Det klassiske velfærdssamfund med sin modernistiske kassetænkning og centralisering – hvor løsninger puttes i bokse, og skala anses som svaret på alt – er under pres.

Det nye, der er ved at tage form, er et trivselssamfund: holistisk, vævet og relationelt. Vævningen er her et stærkt billede. Hver tråd har betydning, men kun i samspil med helheden opstår styrke og mønster. Helhed, relation og balance er kernen i dette perspektiv.

Og apropos visioner og selvforståelse: Har vi glemt Aarhus’ eget slogan – “Re-think Aarhus”?
Byen profilerer sig på innovation, grøn omstilling og utraditionelle løsninger. Netop derfor bør vi også turde tænke anderledes om fremtidens infrastruktur. ReWater må ikke blive et symbol på gammeldags storhedstænkning, men en anledning til at genoplive byens løfte om at gentænke – med omtanke og rettidig omhu.

Som Svend Brinkmann kunne sige: Nogle gange skal man stå fast og se sig tilbage for at finde det rigtige skridt fremad. Måske er tiden ikke til større anlæg, men til klogere løsninger.

Vi skal ikke nødvendigvis forkaste ReWater. Det er et teknologisk flagskib og kan åbne døre for eksport og branding af dansk knowhow. Men det bør ikke være en enerådende model. Tværtimod er der et oplagt eksportpotentiale i små, fleksible og decentrale løsninger.

Lokale virksomheder vil langt lettere kunne eksportere skalerbare løsninger til byer og lokalsamfund verden over – i modsætning til én stor, kompleks model, som kun få steder kan kopiere.

Måske er det tid til, at Aarhus ikke kun gentænker vand og velfærd, men også sit erhvervsperspektiv. I en nylig 2024 måling ligger kommunen som nummer 65 ud af 98 i erhvervsvenlighed. Potentialet for forbedring er stort – og det begynder med at stille de rigtige spørgsmål.

Hvis vi vil holde os inden for de planetære grænser og sikre rent vand til kommende generationer, skal vi gentænke, hvordan vi bygger og bruger vores infrastruktur. Ikke enten-eller, men både-og. Teknologisk fremskridt bør gå hånd i hånd med borgerinddragelse og økonomiske incitamenter. Aarhus har muligheden for at vise vejen – ikke nødvendigvis ved at bygge det største anlæg, men ved at tænke klogest.

Dette høringsbrev berører samfundstekniske, tekniske og samfundsøkonomiske forhold. Det skal nævnes, at der forventeligt vil komme mange høringssvar, der handler om at stoppe yderligere opfyldning af bugten.
Undertegnede bakker naturligvis også dette synspunkt op.
Stop opfyldningen af Aarhus Bugt.

Med venlig hilsen
Arkitekt MAA
Hans Jørgen Vesthardt
Isbjerget, Aarhus Ø