Etablering af et nyt rensningsanlæg og fjernelse af det eksisterende er tiltrængt, men det må kunne ske primært på havnens arealer og uden unødigt at belaste bugten ved opfyldning mv.
Behovet for udvidelse lystbådehavnen bør dokumenteres og en udvidelse begrænses mest muligt.
Vi støtter synspunkter fra foreningen Beskyt Aarhusbugten/ Havmiljøet.
Et indlysende problem ved hele oplægget er utilstrækkelig afgrænsning af planområdet. Planen kaldes en ’helhedsplan’, men den omfatter jo ikke Tangkrogen i sin helhed. Der mangler en planlægningsmæssig inddragelse og sammenhæng med eventområdet, jollepladserne og badestranden samt et areal med gamle lagerbygninger ved Sumatravej.
Gamle lokalplangrænser ser ud til at spille ind på afgrænsningen, men formaliteter bør ikke være vigtigere end det samlede Tangkrogen områdes langsigtede funktion som byens vigtigste rekreative område ved Aarhus Bugt.
Helhedsplanens afgrænsning skal derfor udvides, så der ikke kun ses snævert på de delområder, som skal ændres på grund af ReWater og Marselisborg Lystbådehavn.
En stor del af Tangkrogen er allerede udmærket omlagt med den store plads til markeder, festival, cirkus o.l., men områdets enestående sammenhæng med stranden og bugten er visuelt set nærmest fraværende.
Jollepladsen er et charmerende islæt i området, og badestranden er i de senere år blevet stadigt mere populær. Med den kommende forbedring af kvaliteten af badevandet vil denne helt bynære strand blive en endnu mere attraktiv del af Tangkrogen.
Området ved stranden skal derfor udvikles i en ny landskabsplan, så mulighederne for badelivet forbedres samtidig med, at de visuelle forhold åbnes op, især udsigten til bugten for de mange trafikanter langs Strandvejen. I dag spolerer de meget høje og unødvendigt omfattende beplantninger bag stranden og jollepladsen stort set hele udsigten til havet.
Vores forslag kræver kun en marginal indsats i forhold til de planlagte store projekter i området, men de i vil meget høj grad forbedre oplevelsen for de mange daglige brugere af Tangkrogen og de endnu flere, som færdes ad Strandvejen og dens rekreative stiforbindelse.