Traumer og tunnelsyn

Hvis mit høringssvar virker brovtent, langt eller springende må jeg beklage på forhånd, da min PTSD autopilot i givet fald har taget over.

For det første henviser jeg til min såkaldt personfølsomme henvendelse/klageskrivelse inkl. bilag, som jeg gennem Byrådsservice bad om, at få runddelt til byrådet d. 12. januar 2020.
Jeg er klar over, at min klageskrivelse ikke adressere de aktuelle sparepunkter fra høringsmaterialet, men da jeg i min klage beskriver en årelang manglende forebyggelse og rettidig anerkendelse af mine konkrete og individuelle problemer på det specialiserede socialområde, som nu igen står foran endnu et blodbad, er min personlige klage også blevet relevant som del af mine høringskommentarer.
Jeg beskriver bl.a. at jeg som voksen overlever med senfølger efter seksuel vold i mine barne- og unge år, har været fuldstændigt fortabt og selv måttet kæmpe mig gennem de mest uværdige og ekstreme - og ekstremt skiftende - kommunale kontakter for, at kunne opnå blot et minimum af anerkendelse af hvilket reelt og individuelt støtte- og rehabiliteringsbehov jeg har, har haft og IKKE har!
Fra ”kommunedamerne” første gang fik kendskab til, at jeg har overlevet seksuel vold som barn og ung, til der blev holdt et afklarende VISO møde med GENEREL psyko edukation om senfølger til ”div. kommunedamer” omkring mig selv og min søn, gik der 2917 dage eller 7,99 år! Dette er PÅ TRODS af, at ”kommunedamerne” bl.a. har en såkaldt opsøgende og forebyggende forpligtigelse på området jf. Serviceloven og PÅ TRODS af hvad jeg har kæmpet mig gennem og beskrevet lidt mere detaljeret i min personfølsomme klageskrivelse.
I dag er der, lige knapt, en skrabet kommunal indsats for veteraner, med en særligt specialiseret koordinator.
Samlet set mangler der allerede på nuværende tidspunkt, bl.a. med mine personlige erfaringer in mente, en styrkelse af den tværfaglige tilbudsvifte – og imødekommelse af individuelt fleksible behov – som voksne senfølger efter ALLE traumer, herunder seksuel vold i barne- og ungeårene, giver. Det er helt omsonst, at tale om recovery tilgang og livsmestring for nogen af os, sålænge tabuerne, stigmatiseringsprocesserne og/eller manglende viden, blokere for den mellemmenneskelige forståelse på et tidligere og mere forebyggende tidspunktet i mødet mellem borgere og ”kommunedamer”.
Der er hårdt brug for et lettilgængeligt, individuelt og langsigtet helhedsperspektiv, både for de kognitive og de fysisk traumeforløsende behandlingsformer på tværs af kommunale og regionale instanser. Den manglende hjælp både kan – og skaber i dag – væsentligt mere komplekse problemer for den enkelte såvel som for os alle.
I min klageskrivelse adresserer jeg endvidere, endnu engang, et årelangt manglende helhedssyn på min nu 14 årige autistiske søn og mig som familie. Et helhedssyn der både har manglet internt i vores kontakt med MSB`s myndigheds- og udførerområder og på tværs af MSB og MBU.
I den helt nære samarbejdsflade har jeg i de forgangne 3 år bl.a. haft NØDVENDIG kontakt med 51 skiftende ”kommunedamer” på tværs af magistrater, organisationslag (myndighed, udfører, PPR og skoler) og på tværs af min egen og min søns sag. Derudover har der bl.a. været ligeså nødvendig kontakt til skiftende chauffører for min søn, Kørselskontoret, forvaltningschefer på tværs af magistrater, klageskrivelser til begge byråds konstellationer, Socialtilsyn Midt, Ankestyrelsen og VISO.
Konsekvenserne af dette er bl.a. at jeg selv rent helbreds mæssigt – både fysisk og mentalt – er blevet stærkt svækket af den årelange massive stress belastning, hvor jeg f.eks. både ”bonner ud” med PTSD, har fået tankemylder, hukommelses- og søvnbesvær, migræne anfald, vedvarende lændesmerter, on/off smerter i resten af kroppen, mindsket koncentrationsevne, panikangst over ”kommunedamemøder”, færre sociale færdigheder på mit hverdags cv og f.eks. også har været nødt til, at isolere mig i omfattende grad, for overhovedet, at kunne være i livet.
I tillæg til dette har Aarhus Kommunes årelange underfinansiering af specialundervisningen og den ligeså manglende anerkendelse af min søns individuelle behov OG de ligeså manglende tvær fagligt kvalificerede hjælpemidler OG den tvær magistratielle (OG skolelederes) ansvarsfralæggelse resulteret i, at hans nuværende omsorgsbehov og de bekymringer jeg har for hans langsigtede livsduelighed, er blevet væsentligt mere komplekse end de reelt burde have været. Han har f.eks. manglet de rette faglige værktøjer i de 3 år, der er gået siden han blev screenet for – og bonnede ud med – ordblindhed, og er i dag fortsat på reduceret skema af hensyn til hans grundtrivsel. Hver gang jeg selv har troet, at NU var der ro på aftaler, rammer og relationer omkring ham, såvel som et tillidsvækkende og stabilt samarbejde mellem mig og div. har der enten været tale om magtanvendelser, hovsa-udskiftninger af fysiske rammer, nye elever/aflastningsbørn og/eller medarbejdere, forandringer og forringelser grundet kommunale besparelser, som er foregået på tværs af magistrater og med en så u-forudsigelig kadence, at hverken han eller jeg har kunnet nå, at følge med.
Jeg har både læst og forstået omfanget af, hvordan blodbadets ”balanceplan” vil kunne skabe endnu mere forringede muligheder for min søns livsbane (også) som voksen – i hans nuværende skolerammer på Langager og aflastningen på Grøndalsvej 65 er der allerede 1-2 års ventetid for andre familier, der har brug for de rette specialfagligt fleksible rammer og trygge, stabile relationer til deres børn og unge. Udover min søn, er der også tale om, at flere af hans omgivende kammerater, har fået ar på sjælen i en alt for ung alder grundet massiv mistrivel i forkerte rammer og forkerte og alt for skiftende relationer på udebane.
Deres samlede socialiserings muligheder med de nære, omgivende kammerater skal derfor nu bl.a. kunne foregå med meget stor tålmodighed fra et fagligt stærkt og tillidsvækkende felt af kendte medarbejdere, med overskud til vedvarende, at kunne anerkende selv de mindste succes situationer for børnene og de unge og derigennem langsomt medvirke til, at styrke børnenes og de unges selvværd, deres fællesskab og faglige læring. Min søns faglige efterslæb er endvidere blevet massivt, hvor det først for 41 dage siden faldt på plads, at han kunne få ”en ipad rygsæk” således, at jeg kan læse lektier med ham herhjemme. Lektielæsningen er nødt til, at foregå efter hensyn til både min og min søns dagsform og med mig tæt ind over som ”anerkendende heppekor” og trods det, at jeg har efterspurgt en sammenhængende – og tilsvarende tæt 1:1 - lektielæsningsstøtte til min søn i aflastningen på Grøndalsvej, er det rent medarbejdermæssigt ikke muligt at kunne støtte op om.
Dvs. at både jeg og min søn, der begge kan målgruppe afklares som mennesker med behov for hjælp indenfor det specialiserede socialområde, er blevet stavnsbåndet og kampstressede gennem årelang mangel på individuelt passende og forebyggende hjælp, hvor jeg selv er smuldret mellem hænderne på de skiftende kommunedamer og hvor min søns fremtidsperspektiv, netop med afsæt i den årelangt manglende – og individuelt passende - hjælp, er blevet indsnævret til et tunnelsyn, på den varslede selvforsynings pipeline til Aarhus Kommunes egne/interne tilbud bl.a. med varslede forringelser/kalibreringer på bostøtte/mentor/kontaktperson feltet.

Det er ikke bare træls, det er dybt tragisk at menneskesynet imellem os er blevet så sort/hvidt, så find pengene andre steder end her, hvor vi i forvejen kæmper med alle til rådighed stående midler, for ikke at miste fodfæstet i livet yderligere.


Med venlig hilsen
Nauja May Fleischer