Aarhus kommunes plan for mere ulighed på social og handicapområdet


Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri og formand i Psykiatri-Listen

Rasmus Holm, specialpsykolog i psykiatri og bestyrelsesmedlem i Psykiatri-Listen

Kamilla Pedersen, antropolog og bestyrelsesmedlem i Psykiatri-Listen

Rose-Marie Mollerup, psykolog i retspsykiatrien og næstformand i Psykiatri-Listen


I de seneste år har vi været vidnet til talrige eksempler på alvorlige problemer på social og handicapområdet i Aarhus Kommune. Man forsøgte eksempelvis at fratage fysisk handicappede borgere i eget hjem muligheden for personlig ledsagelse. Et bosted for svært handicappede unge i Elev var under massiv kritik for manglende hygiejne, rengøring og dårlig kommunikation, og på hjemløseområdet har Aarhus en eksplosiv vækst i antallet af unge hjemløse. Er man som menneske socialt udsat eller har et psykisk eller fysisk handicap i Aarhus kommune, er det som hjælp, støtte og professionel menneskelig kontakt efterhånden italesættes som en skalerbar og reducerbar luksusvare. Et tidligere velmasket socialt sikkerhedsnet synes under afvikling i Aarhus.
Det kan undre, at i takt med at både regioner og nuværende regering er begyndt at anerkende manglende sammenhængende indsatser til blandt andet personer ramt af psykisk sygdom, og der tilbagerulles besparelser og ligges planer for tilførsel af ressourcer, så går Aarhus kommune i en anden retning. Det er fortvivlende at være vidne til, at Aarhus nu endnu engang sparer og denne gang går særligt langt over smertegrænsen på social- og beskæftigelsesområdet med planlagte besparelser på 140 mio. kr. i 2020. Det vil ramme hjælp og støtte til en bred gruppe af sårbare medborgere med svære fysiske handicaps og svær psykisk sygdom.
Her kan bl.a. nævnes, at man forslår at unge med autisme spektrum forstyrrelser samt unge med psykiske vanskeligheder fra specialiserede boformer skal ud at i eget hjem uden mulighed for intensiv støtte. Endvidere påtænkes at flytte kriminalitetstruede unge væk fra specialiserede anbringelser til lokale private og kommunale pladser uden der på nogen måde gøres tanker om de pædagogiske konsekvenser. Dertil beskrives samtidige massive besparelser inden for åbne vejlednings- og rådgivningstilbud til personer med nedsat fysisk, psykisk funktionsevne eller sociale problemer. Unge hjemløse skal kigge længere efter målrettede forsorgstilbud, selvom de ofte søger forsorgshjem, da hjælpen i egen bolig netop er sparsom. Der skal også skæres massivt i genoptræning af borgere med senhjerneskade, som man ønsker skal genoptrænes i eget hjem, hvilket vi vurderer væsentligt vil skade kvaliteten af den tværfaglige behandling da Aarhus kommune ikke råder over et samlet behandlingstilbud. Brugen af eksterne institutions-, bo-, og dagtilbudspladser/tilbud beskæres også drastisk, da Aarhus kommune har en forventning om, at kunne løfte langt flere opgaver selv. Mest skræmmende nedbringes udgifterne til foranstaltninger til børn som har behov for anbringelse uden for hjemmet, hvor målet er børnene og deres familier via en tættere forebyggende indsats kan undgå en anbringelse. Dette står i skærende kontrast til at der samtidig foreslås massive besparelser indenfor bl.a. psykolog- og rådgivningsforløb, midlertidig døgntilbud og familiebehandling til samme målgruppe.
I Psykiatri-Listen finder vi udmeldingerne aldeles bekymrende og stik imod det faktum at de fleste byrådspartier i Aarhus op til budgetforhandlingerne i september 2019 anerkendte store udfordringer på netop socialområdet i Aarhus og man vedtog en ekstra årlig kapitalindsprøjtning på 60 mio. kr. over de næste fire år. Aarhus kommune har et blakket ry når til det kommer til at tilbyde dækkende støtte og hjælp til personer med fysiske handicaps og psykiske sygdomme, hjemløse og stof- og alkoholmisbrugere. De kommende besparelser er derfor en sørgmodig læsning for Aarhusianerne i smilets by.
Når der er så stort behov for mere hjælp til et område og en fælles politisk forståelse herfor er det jo helt uhørt at kun dette område, der netop har med de mest udsatte borgere at gøre (magistraten for social og beskæftigelse), skal stå alene med de absurd høje besparelser. Her må den tidligere politiske vilje skabe handling nu, der modvirker denne silotænkning. I øvrigt klæder det ikke kommunen at bagatellisere en så stor besparelse med jubelord som “balanceplan” efterfulgt af “optimering”, “samtænkning”, “synergi” og “tryghedsskabende velfærdsteknologi”. Vi ved godt hvad det betyder: besparelser, mindre faglighed, færre medmenneskelige hænder, mindre tryghed, færre tilbud og mindre støtte. Skal byrådspartierne hensigtserklæringer være at betragte som tomme løfter, ord uden handling, med slet skjult formål om at neddæmpe en tiltagende gruppe af stærkt bekymrede og kritiske stemmer? Realiseringen af disse besparelser rækker langt over smerte- og anstændighedsgrænsen for vores velfærdssamfund og vidner om at der er noget helt galt i Aarhus Kommune. Spørgsmålet er om det er i deres økonomistyring, deres realitetsopfattelse eller deres menneskesyn.