Kære Kristian Würtz og byrådet

Med bestyrtelse læser vi balance-planen og heri forslaget om reducering af udgifter på handicapområdet.

Vi udtaler os her for en gruppe mennesker, som ikke ses. De har ikke stemme, de kan ikke organisere demos, tage bus i byen, skrive høringssvar. Nogle kan ikke spise selv, tørre sig efter toiletbesøg, eller huske at tage deres medicin.

Er de så færdige? Nej, - fordi de kan synge, være angste, elske, være ked af det, holde fester, grine, sidde på terrassen og ryge en smøg, nyde en sommerdag og være på ferie. De har brug for at få opfyldt basale livsbehov og at være del af livet / byen sammen med andre.

Som forældre og pårørende til disse borger er vi dybt bekymrede for udvikling på Voksen Handicapområdet. Vi er vidne til en vedvarende udtømning af ressourcer, personaleflugt og heraf følgende udskiftning, gerne i billigste lønkategori. I søgehistorien på min datters IPAD finder jeg ofte spor af personalets søgninger efter nyt job, ferieophold og andre muligheder for flugt. Det er næsten forståeligt, fordi personalet har vel også et liv.

VI er vidner til at ledelsen skifter jævnligt og ikke oprigtigt kan tage ansvar. Det kan ikke være anderledes, når ledelse med forankring på stedet bliver mere og mere erstattet med en overordnet og administrativ forankret ledelse.

Vi ved at der kan ske fejl, når fx to medarbejder skal drage omfattende omsorg for seks multihandicappede borger. Der skal ske en specialpædagogisk indsats. Der skal gives medicin og observeres for sygdomstegn, men vi kan ikke være sikker, hvem kommer og hvilke kompetencer, der vil være tilstede. VI aner ikke hvilke personaler, der møder os og vores pårørende den ene eller anden dag. Panikken breder sig.

Vi har sort på hvidt at døgndækning ikke længere er givet, når der reduceres med timer, sådan at selvom en borger er hjemme, denne borger ikke kan komme i direkte kontakt med personale. Vi må håbe at hushjælpen kommer forbi og skaber lidt liv. Og nej, eksemplet med hushjælpen er ikke opfundet til lejligheden, men indgår i de desperate overvejelser.

VI ved, at der er skåret i beredskabet, selvom der skal løses de samme opgaver. Situationen er allerede ude af balancen og har kostet og vil koste, også kroner og øre. Vi ved at situationer med vold og magtanvendelse stiger i takt med at der er forskellige personaler, forskellige og ikke tilpassede kompetenceniveauer. Fagligheden forsvinder. Som I selv skriver, er vi der, hvor en mulig konsekvens af jeres forslag er, at personlig pleje tilsidesættes. Personlig pleje, det kan være at man ikke ligger i afføring og få noget at spise, når man er sulten. Alle kan se, at vi er meget langt fra pædagogik og et værdigt liv.

Vores børn og pårørende skal være I det offentliges varetægt resten af livet. De kan ikke flytte for sig selv, tage en uddannelse, stifte familie. De spørger med rette, om de skal være der hele livet. JA er svaret, men vi lever selv ikke evigt, og kan tage dem hjem hver weekend. Hvad med de borger, som ingen pårørende har, eller pårørende som ikke kan udtale sig? Her bliver uligheden mere end tydeligt på mange niveauer.

Når vi læser om Fælles Fagligt Fundament, kan vi ikke se andet end at det fundament, som kunne bære faglig udvikling og stabilitet, for længst er smuldret. Det er kynisk at begrunde nedskæringer med antal af handicappede og deres livslængde. Skaden må I tage politisk ansvar for. Lige om lidt vil huset styrte sammen.

Vi opfordrer derfor kraftigt at I tager jeres egne forbehold til forslag i planen dybt alvorligt, og finder en solidarisk finansiering.