Gå til hovedindhold
Høring vedrørende Balanceplan 2020 i Sociale Forhold og Beskæftigelse

Balanceplan 2020: Vil Aarhus kommune virkelig stå på mål for at øge risikoen for vold og magtanvendelser på deres døgntilbud?

Høringssvar vedr. forslag til Balanceplan 2020 fra forældrerådet ved Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune
Forældrerådet ved Center for Specialpædagogiske Børnetilbud har på møde den 20. januar 2020 besluttet at afgive følgende høringssvar i forhold til forslaget om Balanceplan 2020.

Er Balanceplanen ikke blot endnu en underbudgettering af det specialiserede handicapområde som kommer til at give endnu mere vidtrækkende og endnu dyrere konsekvenser på længere sigt?

Vi er som forældre til børn i døgntilbud eller i aflastningstilbud stærkt bekymrede! - Vil Aarhus kommune virkelig stå på mål for at øge risikoen for vold og magtanvendelser på deres døgntilbud?

Vores bekymring bliver ikke mindre af, at vi kan læse følgende beskrevet i forbindelse med forslag 26: Reduktion på 1,5 % i driftsudgifterne: ”Forslaget vil sænke serviceniveauet i MSBs myndighedsafdelinger og interne bo- og dagtilbud. Det vil betyde færre medarbejdere på arbejde, hvilket vil medføre mere alene-arbejde for personalet, og at borgerne får mindre menneskelig kontakt. Forslaget vil øge risikoen for vold og magtanvendelser, få betydning for den personlige pleje for den enkelte borger, have betydning for mulighederne for overlevering af informationer om borgerne, vanskeliggøre implementeringen af faglige strategier og forventes at gøre det vanskeligere at fastholde og rekruttere medarbejdere”.
Det må vi som forældre reagere på, og det tænker vi heller ikke politikerne kan sidde overhørig – også selv om børneområdet måske ikke er helt så hårdt ramt som voksen-området er det. Vores børn bliver jo også voksne, og hvis vi allerede skærer så meget, som vi nu gør i forhold til indsatserne i deres børneliv, så bliver de endnu dårligere rustet til voksenlivet.
Netop vores børnegruppe har særligt store vanskeligheder ved ændringer. Der er tale om komplekse problemstillinger, der kræver høj faglig viden og indsats. Når man forringer personalets vilkår, så forringer man børnenes vilkår. Arbejdsmiljø og faglighed er hinandens forudsætninger.
Hvis det betyder højere grad af personaleomsætning, så rammer det vores børn ekstra hårdt. Udover et stærkt fagligt fundament kræver dagligdagen også særlig viden og en god relation til børnene. Det er noget, der bygges op over tid og skal vedligeholdes.
Med balanceplanen er der nu skåret så dybt, at selv de mindste udsving gør tilbuddene sårbare. Fx vil en omlægning fra solokørsel til samkørsel potentielt have store konsekvenser for både børn og chauffører. Det er et stort ansvar at have øje for både børneflok og trafik på en gang, når man er eneperson om opgaven.
Som forældre til børn med særlige behov, har vi brug for at vide, at vores børn har en tryg hverdag, når de er i kommunens varetægt. Det understøttes af, at vi i dagligdagen møder personale med et stærkt fagligt fundament, og også et overskud til medmenneskelighed. Det skal vi holde fast i Aarhus Kommune og ikke udhule, så fundamentet slår revner, og det i sidste ende bliver dyrere at samle op på i fremtiden. Balanceplan 2020 understøtter ikke fundamentet – og vi tør slet ikke tænke på konsekvenserne, når det måske viser sig, at nogle af forslagene ikke lader sig realisere, fordi der er tale om tekniske forslag, der ikke spiller sammen med virkeligheden. Så vil det vise sig, at Balanceplanen blot er en ny form for underbudgettering.
/på vegne af Forældrerådet ved Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune:
Bjarke Pejtersen
Fmd. for forældrerådet
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Bjarke Pejtersen

Indsendt

03/02/2020 21:58

Sagsnummer

HS4596096

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Sociale forhold og beskæftigelse
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H147

Kontakt

Kristian Erland Eskildsen

Fagligt Sekretariat

Sociale Forhold og Beskæftigelse

Telefon: 4185 6716