Som mor til en ungvoksen kvinde med mange psykiske udfordringer og tilsvarende mange diagnoser, er det med meget stor bekymring, jeg læser denne såkaldte "balanceplan". At kalde det balance er i sig selv meget provokerende. Jeg har gennem de sidste år arbejdet med mental sundhed, trivsel og recovery, og det undrer mig meget, at i takt med at både regioner og nuværende regering er begyndt at anerkende manglende sammenhængende indsatser til blandt andet personer ramt af psykisk sygdom, og der tilbagerulles besparelser og lægges planer for tilførsel af ressourcer, så går Aarhus kommune i en anden retning. Det er fortvivlende at være vidne til, at Aarhus nu endnu engang sparer og denne gang går særligt langt over smertegrænsen på social- og beskæftigelsesområdet med planlagte besparelser på 140 mio. kr. i 2020. Det vil ramme hjælp og støtte til en bred gruppe af sårbare medborgere med svære fysiske handicaps og svær psykisk sygdom - herunder min datter.
Måske I simpelthen ikke forstår konsekvenserne af psykiske sygdomme? Måske I ikke forstår, hvordan liv ødelægges - ikke kun i forhold til den ramte - men også i forhold til de pårørende? Måske I ikke har erkendt, at mennesker med psykiske lidelser lever 15-20 år kortere end andre? Måske I ikke forstår, at man kan få det bedre, men det kræver en samlet holistisk indsats med udgangspunkt i det enkelte menneske. Eller er det ligemeget? Hvad kommer først økonomi eller mennesker?
Dette er hvad jeg ser bliver konsekvenserne af denne såkaldte "balanceplan" :besparelser, ingen sammenhæng, mindre faglighed, mindre medmenneskelighed, mindre tryghed, færre tilbud og mindre støtte. Realiseringen af disse besparelser rækker i mine øjne langt over smerte- og anstændighedsgrænsen for vores velfærdssamfund og vidner om, at der er noget helt galt i Aarhus Kommune.