Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring vedrørende Balanceplan 2020 i Sociale Forhold og Beskæftigelse

Høringssvar fra forældre til ung mand med autisme

Som forældre til en ung mand på 24 år med autisme, der slet ikke får den hjælp og støtte han har brug for, er det ikke rart at se alle de forslag til besparelser pakket ind i pæne ord og alternative løsninger.
På den anden side er det vores vurdering, at der i den grad er behov for nytænkning og kulturændring indenfor området.
I stedet for at komme med konkrete bemærkninger til de enkelte forslag har vi valgt at fokusere på de områder, hvor vi ser, at en omlægning af opgaverne, ændring af kulturen og større faglighed kan reducere omkostningerne.

Bostøtten
Efter vores opfattelse fungerer bostøtten ikke ret godt i dag. Vores søn er bevilget bostøtte i 5 timer om ugen. Reelt er bostøtten hos ham i 1-2 timer om ugen. Disse 1-2 timers bostøtte er fordelt over 3 dage og med 3 forskellige bostøtter. Der er altså 3 forskellige medarbejdere, der skal have fokus på vores søn, og som skal sætte sig ind i hans situation, med til møder o.l. Der er endvidere 3 forskellige, der har ansvaret for den hjælp, der ydes. Det kræver stort behov for intern koordinering, så der ikke blot bliver tale om 3 forskellige hjemmebesøg, uden rigtigt indhold og hvor indsatsen ikke bliver koordineret.
Vi vil foreslå, at der kun er 2 bostøtter tilknyttet. En primær bostøtte, der som udgangspunkt kommer de dage, der er visiteret til og en sekundær bostøtte, der kommer, når primær bostøtte er forhindret. Det vil sikre den kontinuitet, som en ung person med autisme, har så meget brug for.
Der skal lægges en plan med mål for bostøtten, og der skal følges op på indsatsen. Hvad virker, hvad virker ikke.
Der skal stilles krav til den unge – ligesom alle andre unge mennesker, kan der være behov for at vide, at der er noget man skal.
Der skal være fokus på – og lægges en plan for pårørendesamarbejdet. Når der er tale om unge mennesker, vil mange forældre være en ressource, der kan hjælpe og støtte op om indsatserne.
Med dette forslag er det vores opfattelse, at indsatsen vil blive bedre og sikre en større udvikling, hvilket på sigt kan spare ressourcer – især hvis bostøtten skal have en større rolle fremadrettet.

Samarbejdet med pårørende.
Da vores søn gik i folkeskolen, var der ingen tvivl om, at et godt forældresamarbejde blev prioriteret højt.
Da vores søn blev 18 år, ændrede dette udgangspunkt sig totalt. Nu oplever vi, at udgangspunktet er, at der intet forældresamarbejde er, medmindre man som forældre insisterer på det.
Vi tror, at der er mange forældre til unge mennesker med handicap, der meget gerne vil være en ressource i arbejdet med de unge.
Vi vil derfor foreslå, at forældresamarbejdet prioriteres lige så højt som i børnehaven og folkeskole. At udgangspunktet er, at forældrene er en ressource og at man sammen lægger planer for, hvordan ressourcerne planlægges og fordeles.

Større faglighed
Efter vores søn var færdig med sin STU blev han uden nogen faglig vurdering henvist til jobpraktik. Da han ikke magtede denne praktik, blev han henvist til en andet, som han heller ikke kunne klare.
Det har desværre haft store personlige konsekvenser for ham.
Vi vil foreslå, at man i forbindelse med visiteringen til jobpraktik laver en grundig vurdering af den unge. På den måde vil man undgå fejlplaceringer, der kan have store personlige konsekvenser og som kræver mange ressourcer for kommunen.

Fokus på borgerne
Vi eller vores søn er aldrig blevet spurgt om vores vurdering af de tilbud, som han har.
Vi vil foreslå, at der laves brugertilfredshedsundersøgelser hvert år, så man hele tiden er sikker på, at tilbuddene lever op til brugernes ønsker.

Vi stiller meget gerne op til yderligere dialog, hvis I ønsker det (det vil også være en kulturforandring…
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Bodil Grønlund

Indsendt

04/02/2020 22:16

Sagsnummer

HS6435115

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Sociale forhold og beskæftigelse
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H147

Kontakt

Kristian Erland Eskildsen

Fagligt Sekretariat

Sociale Forhold og Beskæftigelse

Telefon: 4185 6716