Debatoplæg - Et nyt blandet bolig- og erhvervsområde syd for Lokesvej i Åbyhøj
25.000kvm men ingen stemme
Som nærmeste nabo med 25.000kvm privatejet jord, fordelt på 58 jordstykker bliver vi slet ikke hørt! Vi er IKKE beliggende på kommunalt lejet jord, vi ejer selv H/Fritiden, som vi købte af DSB for mange år siden.
Det kan på ingen måde være rigtigt, at vores privatliv skal overskrides fra altaner med indkig lige ned i vores haver. Allerede nu føler man sig begloet og iagttaget fra naboer vi ikke selv har valgt. I en forening "vælger" vi selv med venteliste, hvem vi skal have som naboer.
I de vedtægter som vi følger fra Kolonihaveforbundet, udarbejdet af Aarhus Kommune, så må der ikke være indkig til naboens have fra en hems, HVORDAN vil i løse det? Kolonihaver må ikke være mere end 4 meter over grund, I fremlægger materiale som langt overskrider 4 meter i højden, med indkig direkte ind og ned i haver. Med dette byggeri overskrider i alt, hvad der hedder privatliv! Hvis kommunens regler skulle følges for kolonihaver, måtte der ikke være vinduer eller altaner mod haveforeningen fra stueplan og op på de nye byggerier!
De mange boliger som er skudt op som ukrudt de sidste par år, har medvirket til at der er kommet en øget støjforurening og personbelastning af vores havegange. Der bliver efterladt affald og hundelorte i et væk, folk uden hensyn stiller sig op og glor ind i haver. Det er tildels fint, sådan har det altid været, men vi er underlagt at hækken skal have en bestemt højde, udstukket af kommunen med dertil gener tilfølge. Det findes på ingen måde rimeligt, at selvsamme kommune øger personbelastning uden kompensation eller ændring af regler for os.
På Lokesvej holder nu hundredevis af biler.
Bilejere vil bare ikke betale for pladsen, den plads som arkitekten har tegnet foran deres opgange eller i parkeringskælderen, dette bevirker at der nu er fuldstændig overfyldt på Lokesvej. Overfyldt I en sådan grad, at man kun kan frygte tilstrømningen af biler, når sidste etape af den gamle fragtmandscentral er færdigbygget. Så endnu et argument for ikke at udbygge området.
Idrætsfaciliteter, skole og daginstitutioner er slet ikke fulgt med i det omfang som området er vokset med, det betyder at der desværre nok skal udbygges mere, hvilket kræver at området omkring NorthSide pladsen sikkert er den næste i rækken af byggerier. Man føler, at man ufrivilligt deltager i tegnefilmen OP!
Hvor er skyggediagrammer, hvor er hensynet til et rekreativt område, hvor er hensynet til klimaet og hvor er hensynet til naboer?
Som nabo med 25.000 kvadratmeter privatejet jord, forventer jeg at vi bliver hørt!
Mvh. Gorm Branderup
Download høringssvar som pdf