Indsigelse mod forslag til lokalplan 1113

”Rolighedsvej 16A”


Som en af de mere end 1000 underskrivere på borgerprotesten mod byrådets planer om at ophæve beskyttelsen af den nordvestlige del af det grønne område mellem Bindesbøllbyggeriet og havet, skal jeg tillade mig et sidste - måske naivt - forsøg på at afværge ulykken. Som beboer i Vejlby Krat og daglig bruger af Risskov Strandpark gennem 40 år, er det med vemod, jeg har måttet se på det tab af autenticitet, natur og kultur, som dette fantastiske område nord for skoven lider i disse år, og det er med bekymring, at jeg må se byrådets helt manglende forståelse for det tab af miljø, natur og bykultur, der sker. Navnene referer stadig til det, der var engang – ’Vejlby Krat’, ’Tjørnevej’, ’Krathusvej’ osv. - men der er ikke meget krat tilbage. Da de brune, teglklædte betonklodser, der kaldes ”Skovhusene” blev opført, måtte mange træer og buske lade livet. Et fremskridt har det dog været at flere af områdets store, gamle villaer efter at have været misligholdt som hjemsted for forskellige offentlige institutioner nu overtages af nye private ejere, som med nænsomhed og arkitektonisk indsigt har restaureret og moderniseret den udtryksfulde, historiske arkitektur.
Nu er det Strandparken 16A det gælder, og det, der er på spil, er bevaringen af et minimum af Statshospitalets helt specielle Bindesbøll-arkitektur og de historiske bygningers unikke samspil med den åbne natur og havet. Her findes et af Aarhus’ mest interessante historiske miljøer, der med Riis Skov indrammer Aarhus by mod nord på samme måde som skovene, Marselisparken og Marselisborg gør det mod syd. Det var med Michael Gottlieb Bindesbøll og hans samtidige grunden lagdes til den mangfoldige historicisme i arkitekturen, som Hack Kampmann få år senere foldede ud i al dens brogede rigdom i Marselisborg Slot, Toldboden, det gamle Statsbibliotek og talrige andre byggerier i Aarhus.
Men Bindesbølls bygninger og det hermed forbundne parkanlæg er under stort pres. Der er allerede øvet betydelig skade med opførelsen af ”Parkhusene, Syd” alt for tæt på hovedbygningens nordside, og noget tilsvarende ser ud til at være under forberedelse på hovedbygningens sydside.

Derfor er det så afgørende, at byrådets planer om ophævelse af beskyttelsen af det grønne område bliver standset. Parken mellem Bindesbøllbygningerne og havet er en uadskillelig del af anlæggets helhed. I denne helhed er Strandhuset indgået, siden det omkring 1900 blev opført, formentlig af Hack Kampmann. Strandhuset ligger som et stille, kulturhistorisk vidnesbyrd om hele områdets lange historie som Statshospitalet, Jyske Asyl. Det er skabt til at ligge frit i parkområdet og at forbinde det til Strandvængets boligområde med en moderne, temmelig vulgær velhavervilla ville være en stor misforståelse og et overgreb.
Et tidligere byråd fik med rettidig omhu sikret bevaringen af dette arkitekturhistoriske og kulturhistoriske helhedsanlæg ved at nedfælde fredningen i en lokalplan. Ansvaret for ophævelsen af denne fredning synes nu hovedsagelig hvile på rådmand Bünyamin Simsek og teknisk ordfører for Socialdemokratiet, Ango Winther. Uden Socialdemokratiets medvirken kan ophævelsen af fredningen næppe ske. Men Ango Winther har hidtil været fast i sin overbevisning. Han mener at kæmpevillaen vil forskønne området og affærdiger de 1000 underskrivere på protesten med, at vi har underskrevet på ”… et uoplyst grundlag”.

Grundlaget. Hvorfor er det da så vigtigt at bevare Bindesbøll området intakt?
For at besvare dette må man kaste et blik tilbage i arkitektur- og kulturhistorien. For ud over hele områdets skønhed med arkitektur, park og hav samt de rekreative værdier, som det rummer for Århus’ borgere, så er det den arkitekturhistoriske værdi af det samlede kompleks, som er så vigtig.
Den moderne arkitekturhistorie kan siges at begynde i tiden omkring 1800, i Oplysningstiden. På denne tid fandt man i det græske demokrati og den romerske republik spændende inspirationskilder til et oplyst og socialt retfærdigt fremtidigt samfund. I den forbindelse begyndte arkitekterne at bygge i et græsk-romersk formsprog med hvide søjler og et enkelt strengt udtryk som man fremfor alt ser det hos C.F. Hansen, f.eks. i Slotskirken i København.
Ved midten af 1800-tallet havde en ny generation af arkitekter glemt de store tanker og den storladne, kolde klassicisme begyndte at kede dem. Vigtig på denne tid var Christian Hansen, som ved tilfældets gunst blev ledende arkitekt i Athen, som efter den vellykkede græske frihedskamp mod tyrkerne var blevet det nye Grækenlands hovedstad. Her byggede han og hans broder, Theophilus Hansen en række af det nye Athens vigtigste offentlige bygninger, blandt andet Universitetet, Akademiet og Nationalbiblioteket. Christian Hansen havde besøg af H.C. Andersen og mange andre danskere, og heriblandt også sin studiekammerat Michael Gottlieb Bindesbøll i 1835. De studerede de antikke templer, som netop da blev udgravet på Akropolis, men de blev ikke bare slået af den klassiske arkitekturs rene skønhed, men blev også stærkt fascineret af, at de nyudgravede antikke marmorfragmenter ofte viste spor af at have været bemalet i stærke farver. For Bindesbølls vedkommende kom det til udtryk i et udkast til et museum for Thorvaldsen med meget farverige søjler, og hans farveglæde er da stadig meget fremtrædende i det Thorvaldsens Museum som han tegnede i 1839 og som blev opført i København og i dag danner så påfaldende en kontrast til Slotskirkens hvide monumentalitet. Men både Christian Hansen, Theophilus Hansen og Bindesbøll blev desuden fascineret af de græske kirkers og klostres byzantinske middelalderarkitektur, som ligger omtrent så langt fra de klassiske templers renfærdige, strenge formsprog, som tænkes kan. Deres tegninger af byzantinsk arkitektur med de karakteristiske vinduespartier og vandrette, stribede murværk af skiftevis røde tegl og natursten er bevaret og vidner om deres interesse. Christian Hansen nåede at opføre en enkelt bygning i byzantinsk stil i Athen, og da han kom hjem til Danmark, lod han stilen komme til udtryk i Kommunehospitalet i København (1859-63). Theophilus Hansen benyttede på samme tid den græsk-byzantinske stil i sit første, store byggeri i Wien i 1850-56. Da havde Bindesbøll allerede nogle år tidligere fået overdraget byggeriet af Statshospitalet i Aarhus, som indviedes i 1852. Det er bemærkelsesværdigt, at dette blev opført med murværk af en lignende blanding af røde og lyse tegl. Stilen minder også om nederlandsk renæssance som i Rosenborg Slot og kaldes undertiden ’nyrenæssance’, sikkert med god grund, men det kan alligevel formodes, at dette byggeri ligesom Hansens også er inspireret af den græske middelalderarkitekturs stribede murværk af bånd af røde tegl mellem bånd af natursten. I Bindesbølls statshospital i Aarhus huskede han dog også sine klassiske græske forbilleder, som det ses i festsalen, og han veg ikke tilbage for at udforme gavlene til dette stilblandede byggeri med noget, som ligner italiensk barok.

Christian Hansen og Michael Bindesbøll bidrog hermed stærkt til introduktionen af Historicismens tidsalder i Danmark med dens farverige og ornamentrige bygninger, der uden forbehold eller hæmmet af nogen højtravende ideologi låner interessante og kuriøse elementer fra alle historiske perioders arkitektur. Mens Århus ikke har megen arkitektur fra den tidlige klassicisme, er byen til overflod udstyret med historicistiske bygninger i høj grad takket være Hack Kampmanns virksomhed. Men Bindesbøll var med til at grundlægge stilen. Historicismen affødte en rig arkitektur, ofte original og af høj håndværksmæssig kvalitet.
Efter 1900 fandt en ny generation den historicistiske stil for broget og rodet og alt for ornamentrig. Steen Eiler Rasmussen kaldte stilen for ”arkitektonisk biksemad”, og de unge arkitekter ønskede at vende til bage til noget enklere. Det blev til en ny, nøgtern klassicisme, hvis mest ikoniske byggeri måske er Faaborg Museum (Carl Petersen, 1912-15), men som i Aarhus er endnu mere markant kommet til udtryk i Aarhus Banegaard (Knud Tanggaard-Seest, 1928). Her finder man alle de tre klassiske, græske søjleordner: dorisk, ionisk og korinthisk. Den fortsatte søgen mod enkelhed førte kun få år senere til funktionalismen og modernismen, hvor Aarhus igen er så heldig i Aarhus Rådhus (Arne Jacobsen og Erik Møller 1938-41) at have et dansk hovedværk.
Aarhus har en rig arkitekturarv, hvis der bliver passet på den. Og her spiller også sagen om Rolighedsvej 16A en rolle.

Sagen om Rolighedsvej 16A har bragt sindene i kog i Århus.
Og selv er jeg også bekymret og nedslået af sagen. Hvordan kan ansvarlige politikere dog tænke på 1. At tillade nyt byggeri i det grønne område, som med sit historiske Kampmannhus og sin relation til Bindesbøll bygningerne udgør et af de ældste og kulturhistorisk mest værdifulde og særegne byrum i Aarhus uden for centrum. 2. At tillade opførelse af en moderne velhavers – ja, vulgære - 400 kvadratmeter storvilla på det grønne område, som i sin nuværende form fortæller kulturhistorie, og som i de senere år er blevet almindelige århusianeres højt skattede og helt nødvendigt åndehul og tilflugtssted fra bymidtens stadig tættere betonørken.

Ango Winther har set på stedet og vil give socialdemokratiets velsignelse til ophævelse af fredningen, fordi han mener, at luksusvillaen vil forskønne området med det uplejede krat.
Men det er jo en falsk problemstilling. Hvorfor skulle den nuværende grundejer lade den del af sin grund, som ikke kan udstykkes, forblive et uplejet krat, når han har investeret store summer i at modernisere Kampmann villaen til en helt unik bolig? Nå ja, og skulle grundejeren så endelig blive sur og lade sin store have gro til, så er vi rigtig mange, som ville blive glade. I forvejen foregår der på Rolighedsvej i disse år et projekt ”Vild med Vilje”, som man kan læse om på skilte langs vejen. Man drømmer om at genskabe lidt mere vild natur i byrummet med større diversitet i planter og dyreliv. Noget tilsvarende forsøges få hundrede meter væk i et lille område ved ”Den Permanente”. Tænk hvis man ligefrem hist og her kunne få genskabt en smule af det vilde krat, som engang prægede Krathuskvarteret. men nu igen og igen må vige for det massive byggeris fremmarch. Er socialdemokratiet helt ude af trit med de nye progressive tanker om bevaring af natur og miljø og genskabelse af den tabte natur i byens golde stenørken?
Man håber stadig, at socialdemokratiet også kan bringes til at forsvare naturen og miljøet, når principperne skal prøves i virkelighedens verden -


Poul Pedersen