Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1113 - Rolighedsvej 16A, Risskov

HVORFOR VIL AARHUS KOMMUNE OG RÅDMAND SIMSEK GÅ SÅ LANGT FOR AT FÅ LOKALPLAN 1113 igennem?

En gennemgang af sagsakterne vedrørende forslag til lokalplan 1113 afslører, at Aarhus Kommune vil gå særdeles langt for at få lokalplan 1113 igennem. Så langt at man fra Aarhus Kommunes side svarer direkte forkert, afvigende og i strid med egne tidligere vurderinger i processen overfor såvel politikere, Teknisk Udvalg samt på virtuelt informationsmøde med borgerne.

I skriftlig orientering af 24. februar 2020 til Teknisk Udvalg besvarer Aarhus Kommune (Teknik og Miljø) en række spørgsmål fra Keld Hvalsø.
Spørgsmål 5 lyder: ”Hvilke kulturmæssige og arkitektoniske overvejelser lå bag beslutningen om bevaring af Strandhuset og forbuddet mod udstykning af Rolighedsvej 16A i lokalplan 1031, og burde disse overvejelser ikke indgå i beslutningen om ophævelse/ændring af lokalplanen?”

Svar fra Aarhus Kommune: ”….Kulturmiljøet omkring Psykiatrisk Hospital omfatter ikke ejendommen Rolighedsvej 16a….Der er således ikke udpeget kulturmiljøinteresse i ejendommen Rolighedsvej 16A, og der er heller ikke redegjort for dette i lokalplanen”.

Svaret fra Aarhus Kommune er i direkte modstrid med Aarhus Kommunes egne tidligere vurderinger og udmeldinger, og svar fra Den Gamle By i forhøringen. Hvorfor svarer Aarhus Kommune i direkte modstrid med egne tidligere vurderinger - der er jo ingen ændring i faktum.

Særlige hensyn i sagsprocessen?
Jeg har gennemgået den korrespondance, der findes i aktindsigtsdokumenterne og dermed den korrespondance, der har været mellem de nuværende købere og Aarhus Kommune. I modsætning til den korrespondance, der fremgår af dokumenterne forud for vedtagelse af den nuværende lokalplan 1031, er der i den seneste proces efter maj 2018 slet ingen omtale af eller redegørelse for de planmæssige hensyn. Det er højest bekymrende og usædvanligt.

Som borgere stiller vi os uforstående heroverfor, og det er igen baggrunden for vores vedholdende krav om at få en saglig begrundelse for, at de hensyn, som var bærende for lokalplan 1031, tilsyneladende ikke længere har nogen vægt eller betydning. Hvorfor indgår disse hensyn slet ikke i forslag til lokalplan 1113?

Hvordan kan samme myndighed indenfor ganske kort tid lave en vurdering af præcis det samme forhold, og komme til to modsatrettede konklusioner?

Der er ingen ændring i faktum, så hvad begrunder holdningsændringen i Aarhus Kommune?

Hvad er det saglige hensyn, som Aarhus Kommune og Rådmanden varetager?

Hvad er begrundelsen for de beslutninger, som er truffet, og hvorfor må vi ikke få aktindsigt i dem?

Hvorfor vil Aarhus Kommune inddrage ca. 150m2 af vores fælles grønne rekreative område Strandparken til yderligere adgangsvej for Rolighedsvej 16A, når der let kan etableres vejadgang på egen matrikel?

Hvorfor er det materiale der fremlægges på det virtuelle informationsmøde vedrørende det påtænkte byggeri ikke korrekt proportioneret ift. omgivelserne? (Er det mon fordi at vi så vil kunne se den massive barriereeffekt som byggeriet vil skabe? Der kan efter det oplyste bygges op til kote 10,5 - køreledningerne på letbanen er efter det oplyste i kote 6,5.)

Hvorfor vægter hensynet til 1 ekstra bolig (og 2 personers privat økonomiske interesser) tungere end hensynet til de mange historiske og kulturhistoriske hensyn og værdier (som netop begrundede bestemmelsen i lokalplan 1034 om, at Rolighedsvej 16A ikke kunne udstykkes eller bebygges yderligere) og de mange borgere som er imod og ønsker at passe på vores kulturmiljø og by?

Spørgsmålene står i kø i sagen vedrørende Rolighedsvej 16A, men desværre har hverken Aarhus Kommune eller Rådmand Simsek været villige til at fremkomme med brugbare svar herpå. Tværtimod er de som har stillet spørgsmålstegn ved kommunens og rådmandens ageren i sagen blevet mødt af en uhørt arrogance og modvilje, der uden tvivl er meget skadelig for borgernes tillid til forvaltningen og rådmanden.

Vi skal værne om kulturhistorien, kulturmiljøet og vores grønne områder i Risskov. De er til glæde for tusindevis af borgere i både Risskov og Aarhus. Lokalplan 1113 er kun til gavn for 2 privatpersoner som udemærket vil kunne sætte Strandhuset fint i stand med den ramme der er i lokalplan 1034.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mette Holst

Indsendt

15/05/2020 22:54

Sagsnummer

HS8426764

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Område
Vejlby-Risskov
Hørings-id

H154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00